-
VVS
Markedet for varmepumper er i eksplosiv vækst, og med indtoget af den klimavenlige teknologi i de danske nabolag stiger risikoen for støjgener. Derfor er det vigtigt, at installatørerne rådgiver kunden korrekt om hvilken model, der er det bedste valg, og hvor på grunden varmepumpen bør installeres.
Varmepumper er stadig lidt af et særsyn i Danmark. Blot fire procent af det samlede bygningsareal herhjemme er opvarmet med luft-til-luft eller luft-til-vand varmepumper. Til sammenligning forsynes 1.736.668 husstande – eller godt 64 procent af alle opvarmede arealer i Danmark – med fjernvarme.
Den klimavenlige opvarmningsteknologi vinder dog hastigt frem i disse år. Siden 2015 er det årlige salg af varmepumper i Danmark mere end fordoblet, og i 2020 blev der solgt cirka 60.000 enheder. Det tal vil utvivlsomt stige frem mod 2030, som bekendt er deadline for at indfri målet om at reducere den samlede CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveauet. De eksisterende 80.000 oliefyr og 400.000 gasfyr herhjemme rimer nemlig ikke just på grøn omstilling, og de skal derfor udskiftes med enten fjernvarme eller varmepumper i den periode.
Øget risiko for støjgener
Banen er med andre ord kridtet op til det helt store gennembrud for varmepumper i Danmark. Men i takt med at den fremadstormende teknologi indtager de danske nabolag, øges risikoen også for støjgener. Det vurderer Morten K. Mathiasen, der er rådgivende bygningsingeniør og byggesagkyndig.
– Støjgener er ikke et kæmpe problem endnu. Men jeg frygter, at det kan blive det på kort sigt, i takt med at varmepumperne bliver mere og mere udbredte, siger han.
Morten K. Mathiasen har sin vante gang i landets villa- og parcelhuskvarterer. Og i sit daglige arbejde støder han allerede i dag på støjende varmepumper.
– De voldsomste støjgener opstår typisk ved ældre huse, som er dårligt isoleret. Her skal varmepumperne arbejde mere for at levere nok energi til at opvarme huset, hvilket øger støjniveauet, siger han.
Hos Odsherred Kommune nikker man genkendende til problemet med støjende varmepumper. Kommunen råder over flest varmepumper i hele landet – 3.694 enheder i alt. Alene siden 2015 er der blevet installeret 567 varmepumper i den nordsjællandske kommune, hvilket på landsplan kun overgås af Vejle med 755 installerede varmepumper i samme periode.
– Det er min opfattelse, at støjgener relateret til varmepumper er et større problem i Odsherred Kommune i dag, end det var for fem år siden. Vi får mange uformelle forespørgsler fra boligejere, der går på, hvordan de kommer støjen til livs. Ofte bliver problemerne dog løst, inden de udvikler sig til deciderede klagesager hos os, så omfanget af støjgenerne er sandsynligvis større end det vores data viser, siger Tine Brandt, der er miljøsagsbehandler ved Odsherred Kommune.
I bygningsreglementet er der krav om, hvor meget tekniske installationer, som varmepumper, må larme. Støjen fra udvendige installationer må ikke overstige 40 decibel (dB) i åben og lav boligbebyggelse samt sommerhusområder (35dB om natten). Men derudover er der ikke præcise krav til varmepumpers støjniveau.
Det er der til gengæld til de installatører, som skal sætte varmepumperne op. Fra 1. april 2021 skal installationen af en varmepumpe udføres af en VE-godkendt virksomhed, hvis der skal udbetales energisparetilskud. VE-godkendelsesordningen udspringer af EU’s VE-direktiv og skal sikre en høj kvalitet i installationerne. Og netop den stigende professionalisering af installatørerne er det bedste våben mod støjende varmepumper, vurderer Troels Hartung, der er chefkonsulent ved TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Støjgenerne opstår typisk, når installatørerne ikke er klædt godt nok på til at placere varmepumpen korrekt eller rådgive kunden om, hvilken modeltype, der passer til deres specifikke bolig, forklarer Troels Hartung.
VE-godkendelsen af installatørerne er ikke det eneste tiltag, som skal sikre at støj fra varmepumper ikke bliver et større problem i fremtiden. TEKNIQ Arbejdsgiverne arrangerer løbende webinarer og kurser, der giver installatørerne de nødvendige værktøjer til at opsætte varmepumperne korrekt.
– De mest støjende varmepumper skal altid placeres tilstrækkeligt langt fra skellet mellem boligejeren og naboens grund, så installationen ikke giver støjgener. Ønsker kunden at gemme varmepumpen mere væk og placere den tættere på naboen, kan det være nødvendigt at installere en støjskærm omkring varmepumpen, siger Troels Hartung.
Det er dog ikke nok, at installatørerne har den nødvendige viden om varmepumpernes faldgruber med sig i værktøjskassen. Kunderådgivning er også et must, hvis støjproblemer skal undgås.
– Mange husejere vil typisk gå efter de billigste varmepumper på markedet, og jo færre penge, man investerer i apparatet, jo mere støjer det typisk. Derfor er det vigtigt, at installatørerne sætter sig ind i, hvilke modeller, der passer bedst til den enkelte bebyggelse, og rådgiver kunden derefter, forklarer Troels Hartung. Han henviser til Energistyrelsens Varmepumpeliste, hvor man kan sammenligne samtlige varmepumper på det danske marked efter blandt andet effektivitet og støj (angivet i dB).
Større fokus på støjreduktion
Støj har været en belastende bivirkning af varmepumpens opbygning, siden den første model så dagens lys for mere end 150 år siden. Selve støjen stammer fra primært to kilder, nemlig ventilatoren, som suger luft ind, og kompressoren, der komprimerer kølemidlet. Støjen fra kompressoren har en dyb tone, mens ventilatoren typisk giver en susende lyd. Det er luftturbulensen ved ventilationens vinger, der skaber den primære larm – jo flere omdrejninger i sekundet, jo mere støj genereres der.
Da de første varmepumper for alvor indtog Danmark i 1970’erne, var fokus netop på at få vingerne til at dreje så hurtigt rundt som muligt. Høj energieffektivitet var primus motor bag producenternes udvikling af varmepumperne de efterfølgende mange årtier. Det fortæller Brian Nielsen. Han er product manager hos virksomheden Bosch, der blandt andet producerer varmepumper, og formand for Varmepumpeforum hos Intelligent Energi, der er en sektion under Dansk Energi.
– Indtil for ti år siden handlede det om at konstruere de mest energieffektive varmepumper overhovedet. Det lykkedes også, men effektiviteten kom på bekostning af støjniveauer på op til 65 dB, hvilket er langt over den tilladte grænse, fortæller Brian Nielsen.
I takt med at elpriserne er faldet i hele Europa, har producenterne af varmepumper de seneste fire til fem år fjernet fokus fra energieffektivitet og i højere grad koncentreret sig om at gøre varmepumperne tavse.
– Varmepumperne skal tage over for naturgasopvarmningen, der typisk eksisterer i boliger, som ligger tæt op ad hinanden. Det har fået producenterne til at koncentrere sig mindre om energieffektivisering og mere om støjreducering, siger han.
Brian Nielsen sammenligner udviklingen af varmepumper med elbilens fremmarch.
– For fem år siden var Tesla den eneste elbil på markedet. I dag har alle bilproducenter med respekt for sig selv lanceret deres egen elbil. Det samme mønster vil tegne sig for udviklingen af varmepumper. Den grønne omstilling har låst op for et kæmpe marked, og når de store virksomheder for alvor kaster sig ind i kampen, vil den teknologiske udvikling af varmepumper også eksplodere, siger han.
I fremtiden behøver installatørerne sandsynligvis overhovedet ikke bruge tid på at forebygge eller løse støjgener relateret til varmepumper, forudser Brian Nielsen.
– Når de nye generationer af varmepumper rammer markedet om fem til seks år, vil man kunne installere dem hvor som helst i huset. I hvert fald når vi taler varmepumper i den dyre og mellemdyre klasse. De vil være så lydløse, at støj slet ikke vil være noget problem længere, siger han.
Det er både besværligt og dyrt at flytte en varmepumpe, når den først er installeret. Derfor har Energistyrelsen udviklet en digital støjberegner, der hjælper installatørerne med at finde ud af, hvor meget en varmepumpe støjer, og hvor den mest hensigtsmæssige placering er. Støjberegneren forudsiger varmepumpens støjniveau ud fra forskellige faktorer. Beregneren kan både bruges til at beregne støjen fra luft-til-luft varmepumper og fra en luft-til-vand varmepumpe.
Kilde: Energistyrelsen
Guide til støjberegneren i syv trin
-
1
-
2Angiv varmepumpens lydeffektniveau
Lydeffektniveauet er den lydenergi, varmepumpen udsender. Det forkortes ”LWA”, og er som regel angivet på leverandørens dataark.
-
3Indtast data om varmepumpen
Angiv højden, bredden og dybden på din varmepumpe i millimeter, og dernæst varmepumpens lydniveau samt den afstand, lydniveauet er målt i. Du finder oplysningerne på leverandørens dataark. Når du har indtastet oplysningerne, klikker du på ’Beregn’. Herefter kommer du tilbage til siden ’Varmepumpe og placering’.
-
4Vælg placering af varmepumpen
Vælg dernæst, om du vil placere varmepumpen på et hårdt eller et blødt underlag. Det underlag, du placerer din varmepumpe på, er afgørende for, hvor meget den støjer hos din nabo.
-
5Angiv eventuelt opstilling af støjskærm
Herefter skal du vælge, om du vil opstille støjskærm. En eller flere støjskærme opsat rundt om varmepumpen kan mindske støjen hos naboen med 5-10 dB.
-
6Indsæt varmepumpen på kort
Når du har indtastet alle oplysningerne om varmepumpen, klikker du på ’Se støjudbredelse på kort’. Her skal du indtaste den adresse, du vil installere varmepumpen på. Når du har indtastet adressen, klikker du på pilen.
-
7Vælg den rigtige placering
Herefter ser du et luftfoto af adressen. Du får nu mulighed for at placere varmepumpen på husejerens grund. Afhængigt af, hvor du placerer den virtuelle varmepumpe, vil støjberegneren vise, hvor udbredt støjen er på den valgte lokation. Vurdér, om placeringen af varmepumpen giver en acceptabel støjbelastning hos kunden eller kundens nabo.
Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser (uddrag)
Støjgrænserne varierer døgnet igennem. Natperioden vil altid have den laveste støjgrænse. Varmepumper skal især producere varme i de tidlige morgentimer, hvor det er koldest uden for og der anvendes brugsvand til badning mv. Da natperioden går helt til kl. 7 om morgenen, er det derfor normalt støjgrænsen for natperioden, som i miljømæssig henseende bestemmer, hvor meget en varmepumpe må støje. Støjgrænserne varierer også med områdets karakter, dvs. afhængigt af om du bor i et parcelhusområde, etageboligområde, industriområde eller et helt fjerde område.
Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 [1] for de forskellige områdetyper. I størstedelen af de tilfælde, hvor varmepumper installeres, gælder én af de
støjgrænser, du kan se i tabellen for neden.