-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Det behøver ikke at være hverken svært eller besværligt at forbedre trivsel og inklusion på arbejdspladsen. Se organisationen Boss Ladies' gode råd til en bedre arbejdsplads.
Der er mange steder, man kan optimere i målet om den gode og inkluderende arbejdsplads. Men særligt på tre punkter er det godt at sætte ind, hvis man som virksomhed skal forbedre trivsel og inklusion på arbejdspladsen. Her er et udpluk af nogle af de gode råd, som organisationen Boss Ladies for nyligt udkom med:
Det fysiske rum
- Sørg for, at alle jeres ansatte har arbejdstøj og sko i de rigtige størrelser.
- Sørg for, at der er god belysning alle steder.
- Hjælpemidler skal være tilgængelige for alle, og der skal instrueres i, hvordan de bruges rigtigt.
- Toilet- og badefaciliteterne skal være gode, der skal være rent, døren skal kunne låses, og der skal være en toiletspand tilgængelig.
- Alle medarbejdere skal have et skab tilgængeligt, hvor man kan opbevare sit arbejdstøj. Der må ligeledes gerne være en vaskemaskine til rådighed.
Det psykiske arbejdsmiljø
- Undersøg jeres medarbejderes trivsel i APV’er – inkluder spørgsmål om racisme, sexisme, krænkende handlinger. Brug resultaterne aktivt og reager på dem.
- Sørg for at alle føler sig hørt. Undersøg medarbejdertrivsel og inviter medarbejdere i et fortroligt rum, hvor de kan udtrykke udfordringer.
- Tag dem seriøst og lyt til hvad de siger. Overvej om noget kan ændres i jeres virksomhed på baggrund af jeres medarbejderes ønsker og idéer.
- Understøt aktiviteter, der skaber gode relationer mellem medarbejdere
- Slå ned på upassende sprogbrug og vær opmærksom på medarbejdere (inkl. ledere), der skaber et utrygt arbejdsmiljø.
Klare retningslinjer
- Hav klare retningslinjer for krænkende handlinger (sexisme, seksuel chikane, diskrimination, racisme, homofobi) med afsæt i jeres værdier
- Involver jeres medarbejdere i udarbejdelse og ændringer af retningslinjer og giv dem ejerskab
- Få dem ud at leve! Tag dem op til diskussion. Sæt nye medarbejdere ind i retningslinjer. Sørg for at de ikke bare bliver hængt op på en opslagstavle og aldrig snakket om igen
- Hav klare processer for hvem man går til ved overskridelse.
- I en tid hvor fastholdelse og rekruttering er alfa og omega, er tiltag som disse ikke bare med til at skabe en god og inkluderende arbejdsplads, de er afgørende for virksomhedens konkurrencedygtighed fremadrettet, siger Andreas Lundberg Petersen, uddannelsespolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, i en kommentar til rådene.