-
Industri
Brug fornuften omkring Corona. Det sidste, vi har brug for, er, at dansk erhvervsliv kastes ud i en form for massehysteri.
Den meget omtalte virus skal tages alvorligt, men der er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne ingen grund til at kaste sig ud i de store panikløsninger. I stedet anbefales det at slå koldt vand i blodet og at følge myndighedernes retningslinjer.
Danske medier flyder i øjeblikket over med historier om udbredelsen af den influenzalignende coronavirus – især efter de første fire danske tilfælde er blevet konstateret.
Ifølge underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Thorkild Bang, er der dog ingen grund til at gå i panik.
”I bund og grund handler det om at bruge sin sunde fornuft, hvilket langt de fleste danske virksomheder også ser ud til at gøre. Det bedste, man kan gøre, er at lytte til myndighedernes anbefalinger og så ellers tænke sig om i det daglige,” siger han.
Han anerkender, at den megen snak om coronavirussen kan sprede usikkerhed på virksomhederne – især dem, der har udsendt medarbejdere til eller samarbejder med lande, som er hårdt ramt.
”Men igen gælder det om at tænke rationelt. Det sidste, vi har brug for, er, at dansk erhvervsliv kastes ud i en form for massehysteri,” siger Thorkild Bang.
Han understreger, at virksomheder, som er i tvivl om, hvordan de skal håndtere de spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med coronavirussen, er meget velkomne til at kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne.
”Derudover har DA udarbejdet en spørgsmål/svar, som kan vejlede virksomhederne gennem langt de fleste spørgsmål om håndteringen af virussen i forhold til den daglige drift og deres medarbejdere,” siger Thorkild Bang.