-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Forskudsopgørelserne for 2023 om Lærlinge-AUB vil være tilgængelige pr. 28 april 2023. Det er en beregning på, hvor mange lærlinge den enkelte virksomhed skal have ansat i 2023. Det koster 27.000 kroner i merbidrag at have en lærling for lidt.
Med forskudsopgørelsen kan virksomhederne tilpasse deres rekruttering af lærlinge i forhold til deres bidrag til læreplads-AUB. AUB-årsopgørelserne for virksomhederne for 2022 vil være tilgængelige fra 4. maj 2023.
Læreplads-AUB har til formål at give virksomhederne incitamenter til at uddanne lærlinge – dvs. belønne de virksomheder, der uddanner det tilstrækkelige antal lærlinge og økonomisk straffe de virksomheder, der ikke gør.
Bonus eller straf
Læreplads-AUB blev aftalt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen med virkning fra 2018. Med forskudsopgørelsen får arbejdsgivere et måltal for, hvor mange lærlinge de skal ansætte, inden året er gået. Måltallet er individuelt for hver branche, og det er udregnet på baggrund af virksomhedens samlede indbetalinger til ATP det foregående år.
Hvert år modtager arbejdsgiverne også en opgørelse fra det foregående år, hvor det fremgår, om de opfylder måltallet fra forskudsopgørelsen.
Hvis man ansætter flere lærlinge end forskudsopgørelsens måltal foreskriver, får man en bonus (tilskud).
Hvis man derimod ansætter færre lærlinge, end forskudsopgørelsens måltal foreskriver, får man lov at betale en afgift.
Alle arbejdsgivere der sidste år betalte ATP-bidrag for mere end en erhvervsuddannet medarbejder er omfattet.
Tilskudssatser for 2022 og 2023
Virksomheder, som har opfyldt sit måltal, vil modtage 2.205,26 kr. pr. helårselev for 2022.
Den foreløbige elevtilskudssats for 2023 er 2.472,31 kr. Satsen kan variere, hvis der sker ændringer i den private sektor i løbet af året.
Virksomheder, som ikke opfylder sit måltal, skal betale en merbidragssats (afgiften). Satsen for merbidraget (afgiften) er 27.000 kr. årligt pr. helårselev (jf. AUB-lovens § 21 a, stk. 3).
Følg måltallene
Ved at logge ind på Virk.dk kan man som virksomhed løbende følge med i, om man opfylder måltallet for antal lærlinge i virksomheden.
Se om I står til at betale et bidrag til Læreplads-AUB eller få et elevtilskud