-
Industri
Niclas Bruun har været igennem skoleproblemer, druk, stoffer og to afbrudte uddannelser. Men rummelighed og en fast hånd hos lærepladsen Hydra-Comp fik ham i mål – med et 12-tal til svendeprøven som industritekniker. Nu er han indstillet til ML-Prisen.
De vidste det godt på Hydra-Comp, da Niclas Bruun startede som industritekniker-lærling. Den nye lærling var en ung mand med en tung bagage af tidligere misbrug af alkohol, hash og hårdere stoffer. Men meldingerne fra erhvervsskolen Mercantec lød på en ung mand, der virkelig ville faget, og som havde evnerne på trods af sin turbulente ungdom.
Efter en uges snuse-praktik på Hydra-Comp fik Niclas en læreplads.
-Jeg gav den virkelig gas den uge, hvor jeg første gang var i praktik. Jeg ville vise, at jeg kunne noget, så det kunne blive til en aftale om en læreplads. Det blev det heldigvis også, siger Niclas Bruun.
Hadede folkeskolen
Da Niclas startede på lærepladsen, var stofferne lagt på hylden efter seks til syv år, hvor følelser og hverdagen havde været dopet langt væk. Det startede med alkohol som 14-15-årig. Så gik der hash i misbruget, og som 17-årig overtog de hårde stoffer styringen i den unge jydes liv i Skive.
-Jeg hadede virkelig at gå i folkeskole. Og jeg hadede det menukort, som man skulle vælge fra for at få den rette eksamen og den rette uddannelse for at få den rette karriere. Egentlig kommer jeg fra en god familie med gode økonomiske rammer – og alligevel forsvandt jeg ind i stoffernes verden i flere år, fortæller Niclas.
Der skulle et barn til at rykke den 21-årige ud af det dårlige selskab og livet med stoffer. Da Niclas skulle være far, besluttede han, at nu skulle der leves et andet liv. Ansvaret for sønnen skulle tages alvorligt. Det krævede den hårde vej igennem abstinenserne.
I skole med abstinenser
-Jeg havde virkelig abstinenser, da jeg var på besøg på Mercantec i Viborg og valgte at melde mig ind på uddannelsen til industritekniker. Uden stoffer og medicin slæbte jeg mig sløvt igennem første del af grundforløbet. Lærerne var ikke ret imponerede. Først til sidst vågnede jeg for alvor og kom med i undervisningen, siger Niclas Bruun.
Kammeraterne fra ungdommen var godt på vej med uddannelser og gode job. Niclas ville rigtig gerne vise, at han også havde noget ekstraordinært i sig. Derfor valgte han at melde sig til talentsporet inden for industritekniker på Mercantec. Det betyder mindre support fra lærerne og højere krav til opgaverne!
-Der blev jeg virkelig udfordret. Det var høje krav på uddannelsen, samtidig med at skeletterne væltede ud af skabet, som havde været dækket af stofferne tidligere. Og så havde jeg fået en søn ind i mit liv. Her viste kolleger og virksomheden Hydra-Comp sig at være rummelig, når jeg havde behov for det, siger Niclas.
Vigtig værkfører
Der var både stress for at følge med, mylder af tanker og angst fra fortiden. Her var værkføreren god til lige at trække Niclas ind til en snak for at høre, om der var brug for en hånd eller lidt hjælp, når Niclas hang lidt.
Medejer Jørgen Jacobsen forklarer, at virksomheden fra direktør til kolleger på gulvet strækker sig langt for at hjælpe og fastholde unge mennesker i virksomheden.
-Niclas havde ikke lagt skjul på sin forhistorie. Vi vidste, at han havde en bagage med, og det krævede nogle hensyn. Men vi havde også gjort det klart, at alkohol og stoffer er fyringsgrund. Den regel blev aldrig overskredet, men vi har da lige måttet løfte en advarende finger undervejs på andre områder, og så har Niclas rettet ind. Han har gjort det godt, siger Jørgen Jacobsen.
Gik efter 12-tallet
Til gengæld for rummeligheden har Hydra-Comp fået en ambitiøs og engageret lærling, der i dag er fast ansat som industritekniker. Til svendeprøven satte Niclas alt ind på at nå 12-tallet. Værkstedstimerne på skolen blev udnyttet til sidste minut, og rapporter blev der arbejdet på til sent derhjemme. Her var den nuværende kæreste også en stærk støtte.
-Jeg gik benhårdt efter topkarakteren – og jeg råbte og skreg nok lidt, da jeg fik 12-tallet for en gearkasse med udveksling. Den kunne både bakke og koble ud og se godt ud. Det var dejligt at slutte uddannelsen på den måde, siger Niclas.
Udfordringer
I produktionen trives han bedst med udfordrende opgaver. Som lærling bad han efter tre måneder med manuel produktion om nye udfordringer. Det blev til en plads på CNC-maskinen efter en kort introduktion. To dages programmering og efter mange spørgsmål til kollegerne kørte Niclas maskinen selv – og fik lov at arbejde videre her et helt år.
-Jeg kunne godt drømme om at blive værkfører engang. Jeg føler, at jeg kan lære fra mig til lærlinge og kolleger. Og det er sjovt at være i frontlinjen og eksempelvis sætte CNC-maskinen op til andre, siger Niclas Bruun, der i dag er 27 år og fastansat på Hydra-Comp.
Den første løn som svend blev ikke festet væk. Den blev delvist brugt på persienner til stueetagen i huset derhjemme. Man er vel blevet fornuftig.
FOTOS: Gert Laursen
Indstillinger til ML-Prisen:
[factbox] Fra Mercantecs indstilling: [/factbox]