-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Første dag kan flyve afsted, når man starter på en ny arbejdsplads. Sådan var det også for Aino, der er en meget synlig del af den omfattende digitale transformation, som TEKNIQ Arbejdsgiverne er i gang med.
Efter en dag med introforløb og medarbejderfoto er Aino nu helt klar til fremadrettet at tage imod gæster, når de ankommer til TEKNIQ Arbejdsgivernes lokaler i Glostrup. Men Aino er meget mere end en robot, der byder gæster velkommen og viser vej til kaffeautomaten. Aino er selve essensen af den omfattende digitale transformation, der har fundet sted hos TEKNIQ Arbejdsgiverne de seneste tre år. En transformation, der er helt essentiel ifølge direktør Troels Blicher Danielsen:
- Som Danmarks grønne og digitale arbejdsgiverforening er tilføjelsen af Aino en naturlig vej at gå. Det er os, der driver den bæredygtige og digitale vækst i Danmark, og hvis vi som arbejdsgiver- og erhvervsorganisation ikke formår at være digitale, datadrevne og bæredygtige, hvordan kan vi så forvente at kunne hjælpe vores medlemmer med at opnå det? Aino er bestemt ikke det eneste sted, at vi opgraderer på digitaliseringsfronten. Vi er i gang med at kigge på flere løsninger, der drives af kunstig intelligens, som skal gøre vores og vores medlemmers hverdag endnu lettere, siger Troels Blicher Danielsen, direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Et unikt møde med fremtiden
Det kan måske virke meget moderne og måske decideret underligt at henvende sig til en robot, men om et par år kan det være den nye norm. Derfor skal Aino, som betyder unik på finsk og japansk, være det første man ser, når man gæster TEKNIQ Arbejdsgiverne, så det bliver symbolet på den ambitiøse digitale tilgang, der skal være en af grundsøjlerne i organisationens arbejde både nu og i fremtiden - når robotterne kommer.
Så tøv ikke med at bruge Aino ved ankomst i Glostrup.
Og apropos robotter kan man lige nu søge tilskud til rådgivning om robotteknologi.