-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Det startede med tre unge mænd i en kælder og en rigtig god ide. Nu, 17 år senere, har Universal Robots solgt over 50.000 cobots bl. a til metalindustrien - og netop ansat medarbejder nummer 1000 i Odense, hvor virksomheden ligger.
Siden den første kollaborative robot (cobot) blev lanceret i 2008, er Universal Robots vokset til at være en global markedsleder inden for cobots med kontorer i mere end 20 lande verden over. Nu er Universal Robots også blevet en af meget få danske virksomheder grundlagt efter år 2000 til at runde et firecifret antal medarbejdere, og det er en historisk milepæl, siger President Kim Povlsen.
- Der er meget få virksomheder fra det her årtusinde, som har præsteret at vokse fra tre til 1000 medarbejdere på 17 år, og vi er stolte af vores udvikling fra lokal startup til global markedsleder. Først og fremmest viser det jo, at vi har et fantastisk produkt, og at rigtig mange virksomheder kan se fordelene ved at bruge vores robotter til at udvikle deres forretning, siger Kim Povlsen.
Det seneste år har Universal Robots ansat over 200 medarbejdere, og det er sket med fremtiden for øje. De mange nye medarbejdere betyder, at Universal Robots er klar til at realisere det enorme vækstpotentiale, der ligger forude. Det handler om ikke at ansætte til, hvad der er brug for i dag, men til hvad der er brug for 6-12 måneder ude i fremtiden.
Cobot første ansatte
Det er ikke størrelsen på en metalvirksomhed, der afgør, om det er en god ide at supplere mandskabet med en robot. Da Jesper Larsen for fem år siden startede Vivo Production ene mand med to CNC-fræsere, blev stor travlhed ikke løst ved at ansætte den første medarbejder på virksomheden uden for Aabenraa.
I stedet blev en UR10 robotarm løsningen, der tog det første arbejdspres i den nystartede virksomhed, hvor ordrerne gav meget mere arbejde, end iværksætteren kunne overkomme. Robotarmen, der kan arbejde helt uden afskærmning, fodrede CNC-fræseren med emner – og tog de bearbejdede produkter ud efterfølgende.
- Man er ikke til at skyde igennem første gang man får robot og CNC-fræser til at lave en hel palle elementer – imens man selv har ligget hjemme på sofaen. Det føles som en god måde at tjene penge på til virksomheden, siger Jesper Larsen og beviser en af grundene til, at Universal Robots har haft så stor en vækst.