-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
TEKNIQ Arbejdsgivernes seneste rapport om robotteknologi har skabt begejstring blandt medlemsvirksomheder. Flere har taget kontakt for at få hjælp til at komme i gang. En af de virksomheder er Nielsen Electric, der dog pointerer, at der er brug for mere støtte, hvis teknologierne for alvor skal ud og leve i virkeligheden.
Rapporten er en del af et samarbejde mellem Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne. Og indholdet har inspireret flere medlemsvirksomheder til at arbejde videre med mulighederne med den nye teknologi. Virksomhederne har især rost de meget konkrete forslag til brug af robotter i installationsarbejdet.
Ikke en klassisk konsulentrapport
- Det her er ikke bare endnu en konsulentrapport, der taler om potentialerne ved nye teknologier. Det er et super konkret projekt, hvor der bliver peget på helt konkrete teknologier til udførelsen af specifikke arbejdsopgaver i el-branchen, siger Jacob Lydom, politisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Og den oplevelse deles af Mathias Kristen, der er projektleder og medejer hos den fynske installationsvirksomhed Nielsen Electric. En virksomhed der stod over for en kompliceret måleopgave, da de første gang så rapporten.
- Vi så rapporten samtidig med, at vi stod med et konkret projekt, hvor en robot ville kunne hjælpe os markant. For vi skulle lave 5.000 lasermålinger, og målinger tager tid, og tid er penge. Hvis vi kunne bruge en robot med GPS-koordinering som en robotstøvsuger eller en græsslåmaskine til at lave lasermålinger, så ville det rent ud sagt være helt perfekt, siger Mathias Kristensen, medejer i Nielsen Electric.
Et stort skridt for en mindre virksomhed
For Mathias Kristensen og Nielsen Electric virkede det i første omgang som den perfekte timing for opgave, robotbehov og projektstøtte. Men desværre står virksomheden nu uden robot, og alle de 5.000 lasermålinger måtte laves manuelt til trods for den spirende entusiasme fra virksomheden, der har et erklæret mål om en mere moderne og digital drift.
- Problemet er at tage chancen og springe ud i det, når man står alene med den økonomiske risiko. Især når man er prøvekanin i projektet – og især når man er en mindre virksomhed, siger Mathias Kristensen, medejer i Nielsen Electric.
En af de store ulemper har været de relevante puljers struktur, der skaber en økonomisk usikkerhed, som gør det svært for virksomhederne at kaste sig helhjertet ud i projektet, lyder det fra Nielsen Electric.
Den problematik er der fuld forståelse for hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvor Jacob Lydom derfor opfordrer andre robotnysgerrige medlemsvirksomheder til at tage kontakt, så TEKNIQ Arbejdsgiverne kan hjælpe på sidelinjen. Han giver følgende gode råd med på vejen.
-
Sådan kommer man i gang med et robotprojekt:
Ræk ud til os, så kan vi hjælpe jer i gang med at få etableret kontakt til de relevante aktører.
Få ledelsen og de tillidsvalgte til at sætte sig sammen og tage en snak om, hvor robot- og automationsteknologi kan hjælpe i netop jeres virksomhed.
Overvej at få indskrevet et afsnit i jeres strategi om, hvordan I vil arbejde på at få integreret robotteknologi og kunstig intelligens i jeres arbejdsgange.