
Lunten er tændt, og vi begynder nedtællingen til det årlige robotfestfyrværkeri ROBOTBRAG – en begivenhed, hvor du kan opleve det nyeste nye inden for robot- og automationsløsninger, få gode råd på vores konferencespor og gå i dialog med de centrale aktører i robot-Danmark.
Arrangørerne regner med omkring 3.000 deltagere i Odense over to dage, som får lov til at slippe deres nysgerrighed løs i Teknologisk Instituts tre robotinnovationshaller, DIRAs røde cirkustelt – ja, faktisk over det meste af Forskerparkens område, som ifølge arrangørerne vil emme af robotinnovation og liv.
TEKNIQ anbefaler metalvirksomheder at deltage.
- Robotbraget er en god anledning til enten at komme i gang eller komme videre med automatisering og robotter i produktionen. I Odense kan man få viden og tage vigtige skridt for virksomheden. Der er både faglige oplæg, gratis rådgivning samt mange relevante leverandører at møde på ét sted og på en dag, siger industrikonsulent Edward Lorentzen, TEKNIQ.
Braget lyder torsdag den 8. maj 2025 i Forskerparken i Odense, hvor Teknologisk Institut i samarbejde med DIRA giver inspiration til, hvad der kan lade sig gøre med robotteknologi – og hvordan du bedst forbereder din virksomhed til fremtiden.