-
El
-
VVS
Med overskriften ”Teknologi giver bedre liv” har TEKNIQ Arbejdsgiverne kastet sig ind i kommunalvalgkampen. Målet er at sikre et mere grønt og sundt kommunalt Danmark, samtidig med at medlemsvirksomhedernes hverdag skal gøres lettere. Det handler om alt fra indeklima og velfærdsteknologi til udbud og byggesager.
Fra 54 til 62 dage. Så meget steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på byggesagerne i landets kommuner fra 2019 til 2020.
Det er et af de konkrete eksempler på hjørner af det kommunalpolitiske landskab, hvor der plads til forbedringer. På vegne af medlemsvirksomhederne har TEKNIQ Arbejdsgiverne derfor kastet sig ind i valgkampen frem mod kommunalvalget den 16. november.
- Kommunerne spiller en stor rolle i forhold til, hvor nemt det er at drive virksomhed lokalt. Her er det ikke alle kommuner, der er lige gode. Dårlige kommunale rammevilkår og administrative byrder er flere steder en stopklods for et stærkt erhvervsliv og bedre liv for indbyggerne i kommunerne, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Møder med mærkesager
I alt otte konkrete forslag til forbedringer er samlet i et katalog under overskriften ”Teknologi giver bedre liv”. Ud over udbud og sagsbehandlingstider er der emner som bedre indeklima i skolerne, brug af ny teknologi på plejehjemmene og praktikforløb for unge ledige blandt andet.
- Manglen på arbejdskraft lokalt, en stigende gruppe ældre og stadigt dårligere indeklima i kommunale institutioner kalder på nytænkning af den måde, samfundets velfærd er indrettet. Vi kan med allerede eksisterende teknologi tage meget store skridt mod en sundere og grønnere retning. Men det kræver mod, investeringer og et styrket samarbejde mellem erhvervsliv og kommuner. Det er det, vi med dette udspil gerne vil sætte fokus på, siger Troels Blicher Danielsen
Indsatsen foregår på diverse mediekanaler og platforme men også via en række fysiske møder landet over. Her vil både landspolitikere, borgmestre og spidskandidater deltage i fyraftensmøder, som TEKNIQ Arbejdsgiverne arrangerer, ligesom der vil være indlagt virksomhedsbesøg.