-
Industri
I en lade i Jylland producerede Svend Møller Hansen i 1969 sine første stålprofiler til et dansk byggeri efter en ide fra et ophold i Irland. Det er blevet til Dansk Stålkonstruktion og nu til DS Gruppen. Årsregnskabet herfra viser et rekordoverskud på 220 mio. kr på en omsætning på 2,1 milliarder kroner.
DS Gruppen A/S ledes af administrerende direktør Mads Møller Hansen - søn af stifteren Svend Møller Hansen. DS Gruppen med de underliggende datterselskaber er en af Nordens største industrikoncerner indenfor stål og beton til byggeri og de tegner sig da også for en betragtelig del af årets flotte resultat. Regnskabet viser en samlet omsætning i DS Gruppens selskaber på 2.130,1 mio. kr. og et nettoresultat på 220,9 mio. kr.
Historisk resultat
-Der summer af aktivitet i byggebranchen, men i lighed med mange andre brancher, er vi udfordret af stærkt stigende råvarepriser, mangel på materialer og ligeledes mangel på arbejdskraft. Store dele af byggebranchen fortsatte, nærmest uanfægtet, under corona-nedlukningerne, men den globale sundhedskrise influerer nu markedet i form af råvarekaos med eksplosive prisstigninger på både materialer og underentreprenørydelser. Det mærkes også i DS Gruppen og i vores datterselskaber. Det har stillet store krav til vores organisation og til kundernes beslutningshastighed i forhold til prisfastsættelse af råvareleverancerne. Men, vi har formået at holde momentum – vi har tilmed øget aktivitetsniveauet, så det ville være odiøst at beklage sig, når vi igen i år laver et historisk godt resultat, siger administrerende direktør Mads Møller Hansen i en pressemeddelelse.
Fremgang i alle DS-selskaber
Den markante fremgang kommer bl.a. fra aktiviteter på de store boligbyggerier, der skyder op overalt i Danmarks største byer. Her har især DS Elcobyg og DS Stålprofil fået en god bid af kagen. DS Elcobyg har udvidet både produktion og lagerkapacitet for også at imødekomme en stigende ordretilgang indenfor industribyggeri. DS Stålprofil har endvidere mærket en stor efterspørgsel på tyndpladeprofiler til renoveringsprojekter, igangsat under coronapandemien og ikke mindst det tyske marked har været en stor aftager af virksomhedens produkter.
DS Flexhal har fortsat stor succes på det skandinaviske marked inden for lager- og logistikbyggerier, hvor de med koncernproducerede byggematerialer positionerer sig som en meget stærk spiller i markedet.
DS Gruppen A/S kigger derfor ind i et nyt regnskabsår med fortsat travlhed og fyldte ordrebøger