-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgiverne intensiverer rådgivningen i at udnytte de fleksible overenskomster til en bedre og mere effektiv arbejdsdag og produktion. Specialister i et ”rejsehold” er klar med inspiration og viden. Få første indsigt på kommende webinar.
- Det er alene arbejdsgiverne, der ved bedst, hvordan driften og produktionen indrettes mest optimalt. Det har TEKNIQ Arbejdsgiverne ikke i sinde at blande sig i, men det er vores fornemmeste opgave at sikre, at virksomhederne kender de muligheder, der findes, siger overenskomstchef Anders Fugmann.
Overenskomstchefen bruger et billede fra danseverdenen:
Det er TEKNIQ Arbejdsgivernes opgave at fortælle virksomhederne, hvor stort dansegulvet er eller kan blive. Om virksomheden så vælger at bevæge sig rundt på hele dansegulvet i en foxtrot – eller om virksomheden ønsker at bevæge sig mindre rundt på dansegulvet i en salsa – det er virksomhedens egen suveræne beslutning.
Mere effektivitet
Overenskomsterne indeholder ganske mange muligheder for tilrettelæggelsen af arbejdstiden og produktionen. Nogle tiltag kan virksomheden selv iværksætte, mens andre forudsætter en lokalaftale, eventuelt indgået med en tillidsrepræsentant.
- Men vigtigst af alt er at slå fast, at mulighederne er der. Mange virksomheder skal blot have dem genopfrisket, eller også kender virksomhederne ikke mulighederne. Derfor får man heller ikke draget fordel af potentialet. Arbejdsgiverne og medarbejderne kan i realiteten i et stort omfang ”skræddersy” deres egne løn- og ansættelsesvilkår, der både tilgodeser medarbejdernes samt virksomhedernes behov, siger Anders Fugmann.
Rejseholdet rykker
Med den baggrund lancerer TEKNIQ Arbejdsgiverne nu et ”Rejsehold i fleksibilitet” – en hjælp til at se på, hvad potentialet er for den enkelte virksomhed med hensyn til at kunne optimere driften eller produktionen.
Kort fortalt bliver det muligt for virksomhederne at kontakte nogle af TEKNIQ Arbejdsgiverne konsulenter, hvis virksomheden ønsker at drøfte en løsning eller en problemstilling – og så kan der startes en proces op, der sandsynligvis vil løbe i virksomheden over en længere tid. Tiltagene er ikke nødvendigvis nogle, der gennemføres fra den ene dag til den anden.
Det er vigtigt at have for øje, at der kan være tale om lokale løsninger i form af f.eks. lokalaftaler med medarbejderne/ tillidsrepræsentanten eller varslede ændringer fra virksomhedens side. Så det er virksomhederne selv, der skal drive værket lokalt, mens TEKNIQ Arbejdsgiverne bistår med rådgivning og mulige løsningsforslag.
Mød rejseholdet online
Hør mere på webinaret 24. oktober 2024 om fleksibel og effektiv arbejdstidstilrettelæggelse og om TEKNIQ Arbejdsgiverne nye tiltag ”Rejsehold i fleksibilitet”. Tilmelding:
Lyt også til podcasten "Tag styringen - udnyt lokalaftalerne"