-
El
-
VVS
Håndværkere skal også have glæde af dannelsesrejser til udlandet. Det er baggrunden for etableringen af et rejsebureau, som netop har fået investering i Løvens Hule.
Håndværkere kan også få rigtig meget ud af et udlandsophold. Det skal ikke kun være forbeholdt studenter, der tager et par sabbatår. Det er filosofien bag rejsebureauet ScandiMate, der er så god en idé, at flere løver i 'Løvens Hule' vælger at investere i virksomheden.
- Herhjemme hylder vi konsekvent landets studenter i medierne, og det er en del af den almene dannelse, at studenterne tager et eller to sabbatår. Det vil vi gerne gøre op med på håndværkernes vegne, for der ligger et kæmpe menneskeligt boost i at begive sig ud i verden, siger Alexander James Nissen-Ripley, der står bag virksomheden.
500 på rejse i år
Jacob Risgaard og Jesper Buch valgte i torsdagens udgave af iværksætter-programmet at investere i alt 800.000 kroner for 25 procent af virksomheden. Med investeringen er det planen at sætte fuld tryk på antallet af håndværkere på udlandsophold. Målet er at sende 500 afsted næste år.
De cirka 100 håndværkere og ufaglærte, som ScandiMate sidste år sendte afsted, rejste til Australien, New Zealand og Canada. De ville formentlig ikke være kommet afsted uden ScandiMate, da det kan være en lidt bøvlet proces at stå for alt det praktiske. ScandiMate har dog nogle af de bedste underleverandører tilknyttet på fx forsikringer, bolig og kontakten til de udenlandske arbejdsgivere, og det fjerner besværet og ikke mindst bekymringerne. ScandiMate sender typisk 10-15 håndværkere afsted på samme tid.
Hver håndværker betaler cirka 40.000 kroner for ”startpakken”, der indeholder alt det praktiske i forbindelse med rejsen.