-
Industri
-
El
Det har styrket økonomien i Danmark, at vi er et af de lande i verden med den højeste grad af automatisering.
Danmark er blandt de mest automatiserede lande i verden, lyder en af konklusionerne i rapporten ”Robotter på det danske arbejdsmarked”, som Økonomiministeriet, står bag.
Den høje grad af automatisering har, ifølge rapporten, styrket dansk økonomi ved at frigøre arbejdskraft og skabe større produktivitet. Og der er ikke sket et fald i det generelle beskæftigelsesniveau – som nogle måske kunne frygte.
Det bliver også fremhævet i rapporten, at automatiseringen af omkostningstunge produktionsprocesser har ført til lavere produktionsomkostninger, hvilket har medført, at de varer og ydelser, virksomhederne producerer, kan sælges billigere på markedet. Alt sammen noget som har været stærkt medvirkende til at øge levestandarden herhjemme.
Mindre arbejde og højere forbrug
Med andre ord har vi i Danmark altså nydt godt af den teknologiske udvikling, som har muliggjort, at vi i dag har en af verdens mest automatiserede økonomier. Konkret illustrerer rapporten, at vi takket være den teknologiske udvikling siden årtusindskiftet har kunnet øge vores forbrug med 20 procent samtidigt med, at vi omvendt har skullet arbejde syv procent mindre.
Om end rapporten fremhæver, at den stigende brug af robotter i Danmark generelt set har styrket dansk økonomi, så bliver det også understreget, at der er et uforløst potentiale. Dette viste en nylig udgivet rapport fra Teknologisk Institut også. Her fremgik det, at blot 12 procent af danske virksomheder havde en nedfældet robotstrategi.
Hvis det uforløste potentiale skal indfries fremadrettet, kræver det, at flere danske virksomheder begynder at gøre sig strategiske overvejelser i forhold til at implementere robotteknologi i deres produktion.