-
El
Elinstallationsvirksomheden fra Hadsten er nomineret til CSR People Prize, fordi de tager ansvar for også at give unge med udfordringer en lærlingeuddannelse.
Raaby & Rosendal er én af seks frontløber-virksomheder, der er med i opløbet om en af de to priser som årets mest socialt ansvarlige virksomheder. Videnshuset Cabi uddeler hvert år den fornemme CSR People Prize, hvor Raaby & Rosendal er nomineret i kategorien for små og mellemstore virksomheder. Nomineringen begrundes med det ansvar, virksomheden tager for social inklusion og uddannelse af unge.
Hos el-installationsvirksomheden modtages nyheden om nomineringen med stor begejstring. Mette Fuglsang, kommunikations- og HR-manager i Raaby & Rosendal, udtaler:
- Det er jo fantastisk. Et kæmpe skulderklap. Men det er også en påmindelse om, at vi ikke må stå stille, og at vi hele tiden skal blive bedre. Vi er i en branche med mangel på arbejdskraft, så jo flere unge, der får en god uddannelse og en god oplevelse, jo flere blive hængende i faget. Derfor har vi som virksomhed en forpligtelse til at tage os godt af vores lærlinge, også når de er helt grønne og også dem, der har sværere ved at sidde stille.
God start i ”Børnehaven”
Virksomheden tager lærlingeansvar på flere fronter, blandt andet når det kommer til mængden. Således er cirka en fjerdedel af virksomhedens 150 medarbejdere lærlinge. Men det kommer også til udtryk i håndteringen af - og tilgangen til - lærlinge. Man benytter for eksempel et specialdesignet introforløb – i daglig tale med et glimt i øjet refereret til som ”Børnehaven.” Introduktionsforløbet, der har særligt fokus på sikkerhed og på kvalitet i arbejdet, varer som udgangspunkt et halvt år, men bliver tilpasset den enkelte:
- Vi sørger for, at alle lærlingene bliver en del af noget større, så de ikke føler sig som endnu et nr. i rækken. Det gør vi ved at have fokus på, hvad der fungerer bedst for den enkelte, blandt andet ved at have et fleksibelt forløb, hvor det løbende bliver vurderet, hvornår de er klar til at komme videre, forklarer Mette Fuglsang.
Hos Raaby & Rosendal er man stolt af sin lærlingeindsats, og kan se en konkret effekt ved at de fleste lærlinge, over 90 procent, fortsætter i virksomheden som uddannede elektrikere. At lærlinge hænger ved, er ikke tilfældigt, for ifølge Mette Fuglsang bliver de enkelte lærlinge mødt, der hvor de er, også selvom de kommer med særlige udfordringer:
- Vi prioriterer lærlingene, så de får den nødvendige plads og tid til at folde sig ud i det tempo, der passer til dem. På den måde kan vi favne unge med særlige udfordringer for eksempel med forskellige diagnoser. De får en struktur, der gør, at der både er plads til dem, der har brug for en forudsigelig hverdag, og dem, der har behov for mere variation, udtaler Mette Fuglsang
Vinderne afsløres ved CSR People Prize 2023 tirsdag den 12. september 2023 i Turbinehallen i Aarhus.
-
De nominerede til CSR People Prize 2023
Virksomheder med over 250 ansatte:
Enemærke & Petersen, entreprenørvirksomhed, Ringsted
Danfoss, industrivirksomhed, Nordborg
HKScan, kyllingeproducent, Vinderup.
Virksomheder med under 250 ansatte:
Byens Kagemand, bagermester, Viborg
Den Jyske Kontrolcentral, kontrol og overvågning, Esbjerg
Raaby og Rosendahl, el-installatør, Hadsten