-
Industri
I maj blev Martin Rothborg Gregersen udpeget som Danmarks bedste klejnsmedelærling, da SKILLS blev afviklet på hans hjemmebane i Høng. Siden da har hans virksomhed Chris Jensen fastansat den talentfulde unge mand og udnævnt ham til formand i virksomheden. Fredag får Martin oven i hatten ML Prisen Fra Industriens Uddannelser overrakt i Den sorte Diamant i København.
- Vi er meget stolte af Martin, og vi skal flere fra firmaet med til København og være med til at fejre ham. Han er bare typen, som vi kan give en opgave og være sikre på, at den bliver løst perfekt. Derfor har vi gjort ham til arbejdende formand efter svendeprøven, siger Tina Jensen fra Chris Jensen i Kalundborg.
Det er 20. år i træk, at Industriens Uddannelser, Dansk Metal, Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk Industri uddeler Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til de dygtigste lærlinge i landet. ML-Prisen er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne et vigtigt skulderklap.
- Hvis vi skal komme i mål med den grønne omstilling, så er der et meget stort behov for dygtige og talentfulde unge, der vælger at tage en teknisk erhvervsuddannelse inden for industriens område. Derfor står Martin fra Chris Jensen med en uddannelse, der åbner vejen for et utal af karrieremuligheder. Tillykke til Martin og tillykke til hans læreplads, der naturligvis har en stor del af æren for at uddanne en så dygtig lærling, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Opvokset på værksted
Martin er vokset op med daglig gang på sin morfars smedeværksted og elsker sit fag.
- Jeg vandt DM i Skills tilbage i april, så det viser, at jeg kan mit fag. Smedearbejdet er kommet meget naturligt for mig, da det også er min hobby. Når jeg har fri, laver jeg det samme derhjemme, som når jeg er på mit arbejde, siger den prisvindende lærling og nyudnævnt formand, der har gået på EUC Nordvestsjælland.
Hos Chris Jensen med afdelinger i Stenlille og Kalundborg er der samlet 13 smedelærlinge ud af 76 ansatte. Lærlingearbejdet er således et prioriteret område hos den nordvestsjællandske virksomhed.
Prisoverrækkelsen er en af de vigtigste hyldester af faglærte, og den finder sted fredag d. 30. september 2022.
Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring. Og for dem, der ikke kan være blandt publikum på dagen, så bliver ML-Prisen 2022 også live-streamet på Facebook.
Læs mere om LM-Prisen her: