-
Industri
NYT MEDLEM: Wintec i Brande har skabt et patent og en effektiv produktion af præfabrikerede sluser. Indehaver Oliver Bach satser på et virksomheds-salg til en større spiller på det europæiske marked de kommende år.
NYT MEDLEM: Wintec Aps
Speciale: Sluser og klimasikring
Hjemsted: Brande/Nr. Snede
Indehaver: Oliver Bach
Ansatte: 5
Web: wintec.dk
Tidligere var Wintecs grønne bygning midt i Nr. Snede hjemsted for Jyske Bank. Men når man i dag kaster et blik ind ad de store vinduer, så er bankmiljøet med kasse og skriveborde skiftet ud med modeller af forskellige sluser samt eksempler på klimasikring imod højvande. Og i stedet for en filialdirektør med slips, så møder man den opfindsomme indehaver Oliver Bach i arbejdstøjet.
Sluse-eksperterne fra Wintec har nemlig indrettet virksomhedens showroom separat fra maskinfabrikken i Brande, hvor indehaveren har skabt 10 patenter og brugsmodelregistreringer inden for sluse-teknologi. Lige udenfor bygningen står en fem meter høj præ-fabrikeret sluse på betonfundament, hvor kunder både kan betragte og prøve at åbne og lukke en sluse i størrelsen 1:1.
Showroom
I og omkring den gamle bank kan man i sandhed tale om et showroom.
-Dette separate showroom er en meget bedre ide end at trække kunder igennem en maskinfabrik, hvor der arbejdes. Her kan jeg præsentere vores teknologi og patenter for potentielle kunder og endda fremvise en sluse i naturlig størrelse. Det gør indtryk på kunderne, og så kan vi holde salgsmøder i miljøet blandt alle slusemodellerne, siger Oliver Bach med et tilfreds smil, imens han skubber den ene enorme port op i den præfabrikerede sluse uden for showroomet i Nr. Snede.
Selvom virksomheden hedder Wintec og startede inden for vindmølleservice i 1989, så er der i dag alene fokus på vand og leverancer i form af sluser, pumper og klimasikring i den jyske virksomhed. Oliver Bach har bevæget sig fra vindmøller over dambrug til de store sluser og klimasikring imod indtrængende vand. Kernen i forretningen i dag er en satsning på præfabrikerede sluser.
Sluse-patent
-Wintec har patent på at præfabrikere og udstyre en sluse, der er lige til at sænke ned på det sted, hvor kunden vil dæmme op for vand. Det sparer ugers støbearbejde og sparer tid til montering på stedet. Samtidigt sikrer det en bedre planlægning af projektet. Der er kun én leverandør på stedet – Wintec. Kunden skal blot sikre jordarbejdet, siger Oliver Bach.
Kendskabet og fordelene ved den præfabrikerede løsning breder sig nu blandt kunderne i Danmark, der ofte er det offentlige. Kravet til en præfabrikeret løsning skrives ind i udbud af projekter med sluser.
-Det er jo rigtig fint, og er slusen præfabrikeret, så har vi et patent og en brugsmodelregistrering. Mange rådgivere spørger os til råds på området, og kommunerne vil gerne have præfabrikerede løsninger, når der skal laves sluser. Vi har dog oplevet et par gange, at vores rettigheder er blevet overtrådt, og så har vi haft vores advokatfirma Bech-Bruun på sagen, siger Oliver Bach.
Ingen egenproduktion
På Maskinfabrikken Wintec i Brande har man tidligere beskæftiget op til 10 mand. I dag er modellen at samarbejde med underleverandører inden for beton og stål i langt det meste af produktionen. I virksomheden er der derfor ægteparret Ursula og Oliver Bach samt en produktions-teknolog og to lærlinge til at drive produktionen.
Strategien er nu rettet imod øget salg herhjemme samt eksport af præfabrikerede sluser. Opfinderen vil selv ud at snakke med kunder i Danmark. På maskinfabrikken skal produktionen derfor styrkes af evt af endnu en produktionsteknolog eller en maskinmester.
Eksport skal gerne ske med samarbejdspartnere efter et færdigt Lego-agtigt koncept uden decidereret rådgivning tilknyttet.
-Man skal kunne købe en færdig sluse, der leveres efter mål på en blokvogn til en kunde ude i Europa. Altså som en Lego-klods, der bare skal sættes på plads. Det tror jeg på som en model for eksport af Wintecs sluser, siger Oliver Bach.
Salg planlagt
Planen på sigt er et salg af virksomheden og patenterne.
-Jeg mener, at vi med vores patenter har en guldklump, som en større spiller kunne være interesseret i at opkøbe og udnytte på flere markeder. Der har været de første henvendelser. Men jeg skal have en betaling i et niveau, der matcher værdien i vores koncepter og patenter, siger den jyske sluseekspert, der har et 20-årigt patent.
Oliver Bach er 58 og satser ikke på at holde tidligt. Han satser i stedet på at holde længe, men det skal være som smed og opfinder i eget lille værksted sammen med en makker, når virksomheden på et tidspunkt er solgt og overdraget med et tilstrækkeligt overlap.
-Min hjerne holder jo ikke op med at få ideer, fordi jeg sælger. Masser af ting er opfundet i nattens løb, imens jeg sov. Det vil jeg da blive ved med, lyder det fra den lune jyde, der startede i vind og endte med vand.