-
Industri
De 40 medarbejdere hos POM Industries i Middelfart har travlt. Metal-virksomheden er ordreproducerende og fremstiller alt inden for stålbranchen til en bred gruppe af kunder.
De 40 medarbejdere hos POM Industries i Middelfart har travlt. Metal-virksomheden er ordreproducerende og fremstiller alt inden for stålbranchen til en bred gruppe af kunder. Det er typisk smedearbejde, bukkearbejde og laserskæring.
-Faktisk har jeg lige ansat to mand som erstatning for nogle, som havde fået andet arbejde. Vi kører produktionen som normalt. Der er nok at lave stadigvæk, siger indehaver Kim Hansen.
Virksomheden har ikke store og dominerende kunder. Det har været positivt i den turbulente tid.
-Det betyder jo, at vi har mange kunder at spille på. Hvis én kunde aftager mindre end normalt, så har vi oplevet, at andre aftager mere. Derfor kan vi køre produktionen videre stort set som normalt, siger Kim Hansen.
POM Industries er etableret i 1990 og ligger på Lollandsvej i Middelfart.
På et område er der ikke helt normale forhold på virksomheden. To smedelærlinge er blevet ramt af corona-lukningen på EUC Middelfart. De får derfor "hjemmeundervisning" på virksomheden i form af skoleopgaver, der løses på værkstedet.