-
Industri
En arbejdsgruppe i Folketinget præsenterede i går deres anbefalinger til færre byrder i erhvervslivet. Flere forslag fra TEKNIQ Arbejdsgiverne har fundet vej ind i kataloget.
- Det er tid til, at vi langt om længe tager et opgør med de mange unødvendige regler og byrder, som i den grad hæmmer danske virksomheders konkurrenceevne. Derfor er jeg meget glad for de mange anbefalinger, som vi er blevet enige om i dag på baggrund af gode dialoger med erhvervslivet. Nu skal vi have omsat anbefalingerne til handling sammen med regeringen, siger Hans Andersen, finansordfører i Venstre og formand for den parlamentariske arbejdsgruppe.
Det seneste år har TEKNIQ Arbejdsgiverne søgt at øge indflydelse og præge dagsordenen hos denne arbejdsgruppe i Folketinget. I går landede kataloget i offentligheden, og der lægges nu op til at skære hver fjerde administrative byrde væk. Så der er grund til begejstring for virksomhederne.
Arbejdsgruppens anbefalinger rammer nemlig lige ind i kerneudfordringer for medlemsvirksomheder med utallige MitID logins, NemRefusions-systemet og indberetning til Danmarks Statistik.
Bliver lettere at indberette
Indberetninger eksempelvis til Danmarks Statistik er en af de administrative byrder, der fylder allermest hos medlemsvirksomhederne. Det handler om besværlige indberetningsskabeloner, dobbeltindberetninger og ikke mindst alt for mange indberetningskrav. Af den grund har et af TEKNIQ Arbejdsgivernes forslag til arbejdsgruppen været at forenkle indberetninger, så virksomheder har mere tid til det daglige arbejde.
Det vækker derfor stor glæde, at en af arbejdsgruppens anbefalinger lyder, at ”regeringen gør datadeling mellem offentlige myndigheder til et prioriteret område med en målsætning om, at virksomheder kun skal indberette deres data én gang til en offentlig myndighed”.
- Det er en rigtig god nyhed for danske virksomheder og noget, vi længe har bedt om. Vi har utallige analyser, der viser, hvordan indberetningskravene hober sig op og stjæler mere og mere tid. Derfor kan det have en mærkbar effekt for både konkurrenceevnen og den grønne omstilling, at myndighederne letter trykket med en digital og effektiv løsning, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør for politik og digital forretningsudvikling i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Refusion af sygedagpenge skal gøres lettere
En lang række medlemmer af TEKNIQ Arbejdsgiverne er desuden frustrerede over den enorme administrative opgave, der ligger i at ansøge om refusion af sygedagpenge. Uigennemskuelige regler og rigide offentlige systemer gør ansøgningen til en kamp for særligt små og mellemstore virksomheder, der ikke har ressourcer til at ansætte HR-medarbejdere til opgaven.
Når medarbejdere bliver ansat i løntilskud, fleksjob eller som voksenlærling og derefter får fravær på grund af barsel eller sygdom, så er vejen ind til NemRefusion meget tung for arbejdsgiveren.
Det system har TEKNIQ Arbejdsgiverne længe foreslået skal have en digital overhaling. Det er således en sejr, at arbejdsgruppen nu anbefaler, at interessenter inddrages i den proces, der skal sørge for, at især SMV’er ikke mister tilskud pga. unødigt komplicerede regler.
- Vi vil arbejde for en langt mere strømlinet og gennemsigtig ansøgningsskabelon, hvor virksomheder ikke skal sidde tilbage med en tvivl om, hvorvidt ansøgningen nu er udfyldt korrekt og til tiden. Og så skal vi have ryddet op i irritationsmomenter, som f.eks. at en arbejdsgiver er nødt til at godkende med MitID for hver enkelt ansøgning, der skal laves for hver enkelt medarbejder, siger Maria Schougaard Berntsen.
Maria Schougaard Berntsen, underdirektør for politik og digital forretningsudvikling i TEKNIQ Arbejdsgiverne, glæder sig over arbejdsgruppens anbefalinger, der følger flere af TEKNIQ Arbejdsgivernes forslag.
Færre indberetninger til Danmarks Statistik
Indberetninger til Danmarks Statistik er en af de mest byrdefulde opgaver for medlemmerne. Derfor er Maria Schougaard Berntsen også positiv over arbejdsgruppens anbefaling om, at ”Danmarks Statistik udarbejder en konkret plan for, hvordan stikprøver kan optimeres samt udvikling af dynamiske indberetningsløsninger.”
- Danmarks Statistik er en vigtig myndighed, som med erhvervslivets indberetninger sørger for analyser og fremskrivninger om alt fra mangel på arbejdskraft i branchen til priser på de materialer, som virksomheder har brug for i hverdagen. Men det er også nødvendigt, at indberetningerne kan håndteres så smidigt som muligt. Spørgsmålene skal være skrevet i et sprog, der giver mening uden for statistikkontorerne, så virksomhederne kan koncentrere sig om det arbejde, de er sat i verden for at udføre, siger Maria Schougaard Berntsen.
-
Slip byrderne, løb omstillingen
TEKNIQ Arbejdsgiverne har været med til at sætte fokus på problematikken med en massiv kampagneindsats under titlen "Slip byrderne, løb omstillingen".
Her kan man blandt andet læse om medlemmernes oplevelser med et omfattende byrde-cirkus.