-
El
-
VVS
Det er vigtigt at placere ansvaret for virksomhedens sociale medier hos én bestemt medarbejder, så opgaven ikke falder ned mellem stolene. Hvorvidt det er lærlingen eller bogholderen er ikke så vigtigt, hvis bare personen har interesse og flair for SoMe-arbejdet.
I en lang række af landets største virksomheder tager man i dag arbejdet med sociale medier så seriøst, at én eller flere specialiserede medarbejdere er ansat til udelukkende at passe og pleje virksomhedens profiler på eksempelvis LinkedIn, Facebook, Twitter eller Instagram. Den løsning er dog svær at forsvare økonomisk i den store gruppe af små- og mellemstore virksomheder, som eksisterer i Danmark. Så spørgsmålet er, hvor man som SMV-leder skal placere ansvaret for, at der er relevant og salgsskabende indhold på virksomhedens sociale medier?
Det har Astrid Haug, der er digital ekspert og forfatter til flere bøger om sociale medier, et bud på. Hun vurderer, at både lærlingen og bogholderen kan bære ansvaret. Medarbejderens titel er ikke så vigtig, hvis personen har flair for at bruge sociale medier.
– Det er klart bedst at give ansvaret til en medarbejder, der allerede bruger Facebook eller Instagram meget aktivt privat. For så har personen interessen og forståelsen på plads. Man skal ikke sætte en medarbejder, der ikke ved, hvad et hashtag er, eller ikke ved, hvordan man bruger videofunktionen på telefonen, til at passe Facebook. Det er virkelig op ad bakke, siger Astrid Haug.
Læs også: På nettet har kunden altid ret
Fem timer om ugen
– Mit bud er, at der skal bruges mindst fem timer om ugen på de sociale medier, hvis det skal være seriøst. Samtidig vil nogle medarbejdere skulle bruge noget tid på opkvalificering via et kursus eller lignende, mens andre medarbejdere har så meget flair for opgaven, at det ikke er nødvendigt, konstaterer Astrid Haug.
Hun understreger, at man bør udpege én ansvarlig for de sociale medier, så opgaven ikke falder ned mellem stolene. Det betyder dog ikke, at den medarbejder skal udtænke alle de gode opslag alene.
– Alle i virksomheden bør have til opgave at byde ind med gode historier til den SoMe-ansvarlige. Det gør også opgaven mere overskuelig, hvis der kommer input fra kollegerne et par gange om måneden. Den model kræver dog, at man oparbejder en fælles forståelse af, hvad der er en god historie for virksomheden at slippe løs på Facebook eller LinkedIn, forklarer Astrid Haug.
Freelancehjælp?
– Jeg ville gå udenom de større kommunikationsbureauer og i stedet finde en dygtig freelance-journalist, som man kan hyre 10 timer om måneden eller lignende. En studentermedhjælp, der er i gang med en kommunikationsfaglig uddannelse, er også en udmærket mulighed. Hvis man vælger en af de løsninger, er det dog meget vigtigt, at man får sat personen grundigt ind i, hvilken strategi virksomheden har for de sociale medier. Når man ikke har sin daglige gang i virksomheden, kan det nemlig være meget svært at lave koblingen mellem, hvad der virker godt på de sociale medier generelt set, og hvilke opslag der reelt skaber værdi for virksomheden, pointerer Astrid Haug.
Sociale medier sat i system
Læs også: Hvad siger google om din virksomhed
Anita Wulff-Hansen fortæller, at virksomheden har etableret en lille social medie-gruppe med fem medarbejdere fra forskellige afdelinger. I gruppen er der blevet lagt en strategi for, hvilke medier virksomheden skal være på, og hvilken type opslag man gerne vil publicere. Det er også blevet aftalt, at de forskellige afdelinger på skift skal levere input til opslag, som Anita Wulff-Hansen kan redigere og publicere.
– Vi har simpelthen lavet en kalender, hvor vi har plottet ind, hvilken afdeling der har ansvar for at komme med input i hvilken uge. Og da der er folk fra de forskellige afdelinger med i gruppen, er der naturligvis også interesse for at byde ind. Det fungerer rigtig godt, siger Anita Wulff-Hansen.
Hun har tidligere været på et todages ”social selling-kursus” for at løfte sine kompetencer på området. På kurset fik kursisterne besked på, at de skulle publicere cirka 120 opslag på de sociale medier om året. Men det er for meget, mener hun, og derfor er ambitionen hos Frandsen El nu, at publicere ét opslag om ugen.
– Jeg synes, der er en del virksomheder, som publicerer for mange ligegyldige opslag. Det bliver for meget, og folk bliver trætte af det. Med lidt færre opslag bliver det også nemmere at komme med noget godt indhold hver gang. Det har vi talt om hos os. Vi vil ikke bare have sådan nogle intetsigende ”Ha’en god dag-opslag”.
Digital ekspert Astrid Haug er meget enig i den konklusion:
– Den gyldne regel er ”less is more”. Altså hellere lave færre opslag med noget godt indhold end mange med noget ligegyldigt indhold. Det er rigtigt, at man tidligere fik meget ud af at producere mange opslag, men sådan er det ikke længere. Facebook har ændret sin algoritme, så den organiske rækkevidde i dag er ret lav. Så hvis man ikke har noget godt indhold, kan man let komme til at bruge sin tid på noget, som man ikke rigtig får noget ud af, konstaterer hun.
Af samme årsag anbefaler hun, at virksomhederne i højere grad vænner sig til også at bruge personbårne profiler til at profilere virksomheden. Gerne via et lille team af folk med salgsinteresse eller særlig tæft for sociale medier.