-
Industri
50 piger fra 6. klasse skal i Billund Kommune på pigecamp i fire dage for at prøve kræfter med fag som smed, elektriker eller måske tømrer. Pigecamp’en er et nyt forsøg på at få flere piger til at vælge de tekniske erhvervsuddannelser.
-Vi vil gerne blive klogere på, hvad der afholder piger fra at vælge en teknisk erhvervsuddannelse, og hvad der skal til for at vække pigernes nysgerrighed, siger projektleder, Stine Ofelia Kildevang.
Campen holdes på Syddansk Erhvervsskole i Grindsted, hvor de 40-50 piger over fire dage vil arbejde i grupper i et af skolens fire værksteder: Auto, el, tømrer og smed.
Prøv smedearbejdet
Pigerne vil blive undervist af faglærere fra Erhvervsskolen og ledsaget af klasselærere fra de deltagende skoler.
-Vi mangler pigerne på mange af de mere tekniske uddannelser på erhvervsskolerne. Dette projekt giver piger i 6. klasse en mulighed for at lære mere om, hvad fag som smed eller elektriker i virkeligheden indeholder af spændende opgaver. Det synes vi i TEKNIQ Arbejdsgiverne kan være en rigtig god måde at give denne gruppe af unge vigtig viden i en tidlig alder, så erhvervsuddannelserne står stærkere, når der skal vælges uddannelse, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Pigecampen er kernen i projekt ”Flere piger i Erhvervsuddannelse” i Billund Kommune. Det er Ungeafdelingen, som er tovholder på projektet, der løber fra september 2021 til marts 2022. Projektet er støttet af Netværksforum for Uddannelse og Job, der er et lokalt forum for aktører på beskæftigelsesområdet i Billund Kommune.
Boss ladies
-Vi ser ofte, at der er mange af enten drenge eller piger på en bestemt uddannelse. I det her projekt er vi nysgerrige på, hvordan det kan være. Formålet er ikke at få en ligelig kønsfordeling på uddannelserne, men på at hver enkelt ung bliver udfordret og træffer et velovervejet uddannelsesvalg. Mange unge og deres forældre kender ikke til de mange videre uddannelses- og karrieremuligheder, som en erhvervsuddannelse kan give. Vi vil gerne udvide deres horisont og vise dem, at en teknisk uddannelse både udvikler de unges kreativitet, håndelag og læringslyst, siger projektleder Stine Ofelia Kildevang.
En del af projektet er et nyetableret samarbejde med Boss Ladies - en organisation som i årevis har arbejdet på at få flere piger i erhvervsuddannelse. TEKNIQ Arbejdsgiverne er også en aktiv del af Boss Ladies. Læs mere om den aktivitet her.