-
Industri
Er det nu, du skal have en robot i din produktion? SMV: Digital har i oktober frigivet midler til at give 100 virksomheder 50.000 kr. hver i støtte til rådgivning om indførelse af robotter. Og der er ledige midler i puljen.
Robotter er integreret i store dele af dansk erhvervsliv. Men én gruppe er tøvende: Mindre og mellemstore virksomheder inden for metalindustrien. Dem vil SMV Digital meget gerne skubbe ind i en tankegang, hvor robotter bliver en naturlig del af den daglige produktion.
- Undersøgelser viser, at virksomheder efter indkøb af den første robot begynder at se flere anvendelsesmuligheder for robotter. Derimod kan virksomheder uden robotter ikke se nogen muligheder. Derfor er vigtigt at komme i gang. Og med god støtte fra SMV:Digital er der jo ingen undskyldning, siger Søren Peter Johansen fra Teknologisk Institut i Odense.
Penge klar
Den nye pulje med tilskud til rådgivning fra en privat rådgiver om robotteknologi blev åbnet den 2. oktober efter først til mølle-princippet. Men der er stadig ledige midler.
Det er TEKNIQ Arbejdsgivernes anbefaling til metalvirksomhederne at gå i gang og få de første erfaringer med robotter og cobots. Det kan eksempelvis være til svejseopgaver eller håndtering af produktionsopgaver.
- Man får muligheden for at få screenet sin produktion af en robotspecialist, som kan se nogle muligheder, man måske ikke selv ser. Det er vigtigt, at ledelsen er villig til at investere noget tid til at udvikle produktionen og arbejde med automation sammen med konsulenten. Derved kan man opnå en mere effektiv produktion i en bedre kvalitet og samtidig øge kapaciteten med den samme bemanding, siger industrikonsulent Edward Lorentzen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Få et uvildigt tjek
Ifølge Teknologisk Institut kan man benytte tilskudsmulighederne til at få tilført vigtig viden om robotter og produktion, som kan indgå i et beslutningsgrundlag efterfølgende.
- Med støtten fra puljen kan en virksomhed typisk få et uvildigt tjek af produktionen. Man vil kunne lære om robotternes muligheder og faldgruber – og få testet produkter og processer med en robot. Efter det forløb har flere af jeres medarbejdere fået et kompetenceløft, og samtidig vil virksomheden være godt forberedt til at komme i gang - og til at forstå og udfordre de kommende robotleverandører, siger Søren Peter Johansen fra Teknologisk.
Tilskud til robotstart
-
Tilskud: 50.000 kr.
Anvendelse: Indkøb af privat rådgivning til projekter med fysiske robotter
Registrering af rådgiver: Skal gennemføres inden påbegyndelse af rådgivningsaktiviteter
Tilsagnsperiode: 6 måneder
Medfinansiering: 1:1 med afholdte løntimer (365 kr./time), kontant betaling, eller en kombination.
Kun ét projekt ad gangen: Der kan kun søges til ét projekt ad gangen i SMV:Digital.
Antal tilsagn: Denne pulje indeholder 5 mio. kr. - derfor kan 100 virksomheder modtage tilsagn.
Støttet af: EU’s genopretningsfond
Søg: Fondsansøgning