-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Alle virksomheder kan bruge indefrysningsordningen på energiudgifter til at sikre likviditet. Den enkelte virksomhed vil kunne få indefrosset den del af virksomhedernes energiudgifter, der overstiger prisloftet - og senere afdrage lånet til energivirksomheden over en årrække. Men TEKNIQ Arbejdsgiverne advarer imod ukritisk at tage lånet, der ligner et kviklån.
Der opkræves en rente på 4,4 pct. årligt af det indefrosne beløb i indefrysningsperioden. Dertil kan komme gebyrer til det lokale energiselskab.
- I TEKNIQ Arbejdsgiverne har vi rådet vores medlemmer til at tænke sig rigtig godt om, når det gælder energilånet. Der vil være nogle, der står i akutte problemer, som kan få brug for det, men ordningen er reelt et kviklån, hvor regningen skal betales tilbage med renter. Derfor skal man overveje grundigt, om det er en løsning, man vil benytte sig af, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Udskyder problemet
Den enkelte virksomhed vil kunne bede sit energiselskab om at få indefrosset den del af virksomhedens energiudgifter, der overstiger de fastlagte lofter. Ordningen giver mulighed for indefrysning i 12 måneder, en afdragsfri periode på ét år og en efterfølgende afdragsperiode af det indefrosne beløb på fire år. Virksomheden kan til enhver tid vælge at udtræde helt af ordningen, og indfri det indefrosne beløb på én gang.
Det er især virksomheder med en energitung produktion, som er meget opmærksomme på, hvordan de kan komme over på grønnere løsninger.
- Der er mange, der står over for en hård tid på den korte bane, men generelt vil virksomhederne hellere prøve at forberede sig til fremtiden end at optage et lån, der bare udskyder problemet, siger Maria Schougaard Berntsen.
Prisloft for gas
Du kan få indefrosset den del af energiregningen, der overstiger prisloftet.
Prisloftet for gas er 5,84 kr. pr. m3, hvilket svarer til en typisk forbrugerpris på 15,45 kr. pr. m3.
Det er prisen før tariffer, afgifter og moms.
Prisloftet er fastsat efter gasprisen i 4. kvartal af 2021.
Prisloft for el
Hvis prisen på el kommer over et niveau, der er fastsat efter prisen i 4. kvartal af 2021, kan du få indefrosset den del af energiregningen, der overstiger prisen.
Prisloftet for el er elprisen før tariffer, afgifter og moms, Prisloftet er:
0,8 kr. pr. kWh, hvilket svarer til en typisk forbrugerpris på 2,18 kr. pr. kWh
Bemærk, at forbrugerpriserne er opgjort før den kommende nedsættelse af elafgiften i de første 6 måneder af 2023.
Alt om indefrysning for erhvervslivet: Mulighed for indefrysning af virksomheders energiudgifter | Virksomhedsguiden