-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Biler på gule plader må som udgangspunkt kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Men med reglerne om dagsbeviser er det imidlertid muligt at frikøbe gulpladebiler – og eksempelvis køre til Gardasøen på ferie. Det gælder både medarbejdere, ledelse og ejere.
Når dagsbeviset er købt og betalt, må bilen bruges til hvilken som helst type privat kørsel. Altså ikke blot til en flytning eller til bortkørsel af affald, men også til fx feriekørsel. Det skal blot ske med ejerens tilladelse. Reglerne gælder for biler på gule plader med en totalvægt på op til og med fire tons.
Maks. 20 dage
Der kan købes 20 dagsbeviser pr. bil pr. kalenderår (1. januar til 31. december). Dagsbeviserne kan købes for enkeltstående dage eller for flere dage i træk. Der gælder ingen restriktioner i den retning.
Du kan købe et dagsbevis direkte på din mobil via Motorstyrelsens app "Dagsbevis" eller på Motorregistres hjemmeside. Betaling skal ske med Dankort, og kvitteringen skal som nævnt medbringes i bilen.
Dagsbevis længde
Et dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 til 23.59.
Hvis du tager en varebil med hjem fra arbejde fredag eftermiddag og først afleverer den igen mandag morgen, skal du derfor købe fire dagsbeviser, selvom bilen reelt kun er til rådighed lidt over 2,5 døgn. Hvis der er tale om et specialkøretøj, det vil sige en værkstedsvogn eller lignende, og kørslen fredag og mandag kun omfatter kørsel mellem arbejdet og bopælen, skal der dog kun betales for to dage, da kørslen fredag og mandag i så fald er lovlig.
Et dagsbevis skal købes senest en time før bilen skal bruges til privat kørsel og kan tidligst købes 45 dage før. Ved køb på mobil via Skattestyrelsens app skal dagsbeviset købes mindst fem minutter før brug og tidligst 45 dage før brug. Ubrugte dagsbeviser kan ikke refunderes og kan ikke flyttes til andre dage.
Husk, ved privat kørsel i en gulpladebil skal føreren medbringe dokumentation for køb af dagsbevis. Enten i en printet eller i en elektronisk version.
Både ejere og ledere
Reglerne gælder ikke kun for almindelige lønmodtagere, men også for ledende medarbejdere, herunder hovedaktionærer. En direktør må således gerne anvende firmaets firehjulstrækker på gule plader til en skitur til Østrig eller til en sommerferie i Frankrig, hvis blot der købes dagsbeviser for det antal dage, som ferien varer. Også selvstændige kan anvende reglerne.
-
Dyr overtrædelse
For det første vil brugeren som udgangspunkt blive beskattet efter reglerne for firmabiler. Det vil i det fleste tilfælde koste en ekstraskat på op mod 2.000 kr. Som minimum. For det andet risikerer ejeren at skulle tilbagebetale hele eller dele af den moms, som er fratrukket ved anskaffelsen af bilen samt eventuelt en del af momsen af de løbende driftsudgifter. Det kan blive dyrt. Hertil kommer risikoen for bøder.
Hvad med momsen?
Der er ikke momsfradrag for udgiften til dagsbeviser. For dagsbeviser til biler med en totalvægt på mellem tre og fire tons skal virksomheden beregne en såkaldt udtagningsmoms og bogføre denne som salgsmoms.
Det fremgår ikke af praksis eller af udtalelser fra Skattestyrelsen, på hvilket grundlag denne moms skal beregnes. Vi anbefaler derfor, at virksomheder indhenter nærmere rådgivning omkring dette, forinden køb af dagsbeviser til denne type biler.