-
El
-
VVS
Ved årsskiftet risikerer installatører bøder og i værste fald fængselsstraf, hvis de installerer varmepumper, som overskrider den såkaldte 5 tons-regel.
Det er værd lige at kigge en ekstra gang på den varmepumpe, du installerer hos kunden de kommende måneder. Ved årsskiftet bliver det nemlig helt forbudt at installere visse typer, der bliver omfattet af den såkaldte fem tons-regel i F-gasbekendtgørelsen.
Det er varmepumper som split-anlæg med de største output, der typisk falder for de nye regler. Fra 1. januar 2022 er det ulovligt at importere, sælge og installere varmepumper, der overskrider grænseværdierne i F-gasbekendtgørelsen.
Strafferammen går fra bødestraf og helt op til to års fængsel for overtrædelse af den nye lovgivning.
- Når strafferammen er så stor, så er det et udtryk for, at man fra myndighedernes ønsker at sætte trumf på, siger faglig leder Svenn Hansen fra Teknologisk Institut.
Mindre CO2 i atmosfæren
Meningen er at begrænse udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, og her er varmepumpernes kølemiddel i fokus. Man skelner mellem de fabriksbyggede anlæg, med hermetisk lukkede kølekredse, og splitanlæggene, hvor kølekredsen bliver samlet og påfyldt kølemiddel på stedet. Det er sidstnævnte der kan give problemer for installatørerne, hvis de overskrider fem tons-reglen. Det, der med et fint ord har en CO2-ækvivalent på fem tons. Det er en betegnelse for kølemidlets påvirkning på atmosfæren, hvis det slipper ud.
- HFC-kølemidlerne skal udfases, fordi de har en drivhuseffekt. Problemet er bare, at mange af varmepumperne i dag bruger de kølemidler. Producenterne er ved at omstille sig, men de er ikke kommet så langt endnu. Man regner med, at varmepumperne kommer til at bruge propan i stedet for, men det er brændbart, så der har man også nogle sikkerhedskrav, der skal overholdes, siger Svenn Hansen.
Den problemstilling kender Christian Petersen alt til som product manager i Vaillant. Af samme grund arbejder virksomheden i retning af en fremtid med propan som kølemiddel, og den første blev lanceret for halvandet år siden for at være på forkant med netop fem tons-reglen. Der vil dog givetvis være installatører, der skal vænne sig til en ny virkelighed.
- Det betyder, at man mister muligheden for at lave den slags split-løsninger, som nogle installatører sværger til, siger Christian Petersen.