-
El
-
VVS
-
Industri
Oversvømmelserne i store dele af Danmark trækker et hav af renoveringsopgaver med sig. Det stiller store krav til virksomhederne i blandt andet installationsbranchen, der allerede kæmper med at skaffe nok kvalificerede medarbejdere.
Det er ikke urealistisk, at regningen for forrige uges oversvømmelser kan havne på den anden ende af fem milliarder kroner.
Det giver masser af aktivitet i blandt andet byggebranchen, når skaderne skal udbedres. Men samtidig står virksomhederne i blandt andet installationsbranchen i et dilemma, da der også forud for oversvømmelserne var godt fyldt op i ordrebøgerne. Sådan lød oplægget i DR P1-programmet ”Følg pengene” mandag formiddag. TEKNIQ Arbejdsgiverne var inviteret i studiet for at kommentere på udfordringen.
- Det er en udfordring, at der på vores område er cirka en tredjedel af rekrutteringerne, der er forgæves, hvor man ikke får fat i de folk, man har brug for, sagde Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, blandt andet i interviewet.
Europæisk udfordring
Undervejs understregede han sagens alvor ved at referere til ledighedstallene, som i øjeblikket ræser mod bunden med 1-2 procents ledighed i installationsbranchen. Det svarer til nogle få hundrede ledige, som slet ikke kan matche den store efterspørgsel, der er på kvalificerede medarbejdere. Det skyldes blandt andet, at der udover de akutte opgaver fra oversvømmelser også skal løses en lang række opgaver i forhold til klimasikring og grøn omstilling.
Branchen skal med andre ord gøre begge ting samtidig, så skaderne på samfundet bliver repareret samtidig med den generelle klimatilpasning af samfundet, hvor naturkatastroferne vil ske oftere.
Derfor er der ingen vej uden om at uddanne flere medarbejdere. Brancherne under TEKNIQ Arbejdsgiverne står allerede for at uddanne cirka 10 procent af alle lærlinge i Danmark. Alligevel er det ikke nok.
- Det her er en europæisk problemstilling. Der er 15.000 ledige stillinger i elbranchen i Tyskland, så vi har ikke mulighed for at rekruttere arbejdskraften fra udlandet, da de også skal installere solceller og bygge vindmøller, sagde Troels Blicher Danielsen.
Lyt til hele programmet (interview fra 45.35 min.)