-
Industri
Der var lidt ekstra sjov til sommerferien i år for de 11 ansatte på Smel Industry i Sandager på Fyn: 135.000 kroner at dele
- Vi har en overskudsdeling her i firmaet, som er lavet på en måde, så det går medarbejderne godt, når det går firmaet godt. Det har vi haft siden krisen ramte os for 10 år siden, og den overskudsdeling er til fordel for begge parter, siger indehaveren Erik Langelund.
Deling indført i krisetid
Smel Industry blev i 2008 ramt på ordrerne på lige fod med resten af dansk erhvervsliv. For at undgå afskedigelser blev der skåret helt ind til benet på alle omkostninger. Medarbejderne var vænnet til lønforhandlinger hvert forår, men under krisen tog indehaveren i stedet en diskussion om en ny model. Her skulle medarbejderne være tilbageholdende med lønkrav imod at få andel i de kommende års overskud i selskabet.
- Der er ingen tvivl om, at overskudsdeling har givet en større bevidsthed om eksempelvis omkostninger. Vores udgifter til værktøj faldt øjeblikkelig. Nu er medarbejderne med i en overvejelse om at lade den nuværende fræser køre lidt længere. Medarbejderne oplever, at de kan være med til at gøre en forskel.
- Der er skabt en kultur, hvor alle siger vi om virksomheden. Medarbejderne er blevet en del af forretningen med indførelsen af en overskudsdeling, siger Erik Langelund.
Månedligt smørrebrød
Det første år var overskudsdelingen en erstatning for den årlige lønforhøjelse, men i dag ligger lønningerne i virksomheden på landsgennemsnittet. Før indførelsen havde Erik Langelund hørt alle de dårlige historier om overskudsdelinger, hvor ejere med investeringer løbende sikrede sig imod for stort udbytte til medarbejderne eksempelvis med uventede investeringer og indkøb.
- Hvis en overskudsdeling skal have effekt, så skal der være fuld tillid imellem ledelse og medarbejdere om de økonomiske forhold. Vi er her i firmaet både nøjsomme og reelle. Samtidig giver vi hver måned en status på økonomien til medarbejderne med en række nøgletal. Er vi foran budgettet, så er der smørrebrød til alle til mødet. Mit mål er, at alle opfatter virksomheden som et team, hvor vi hver især bidrager med kompetencer, siger Erik Langelund.
Socialisme ad bagdøren?
Overskudsdelingen er detaljeret beskrevet og reguleret i den personalehåndbog, som Helle Langelund har lavet for Smel Industry. Og Erik Langelund smiler bredt til spørgsmålet om overskudsdeling ikke er ”det rene socialisme ad bagdøren.”
- Man kan kun spise sig mæt en gang til hvert måltid. Hvad skal Helle og jeg med en overfyldt pengetank? Det er vigtigt at have overskud nok til at udvikle virksomheden. Derudover er det vigtigere at sikre omtanke, engagement og følelsen af at være et team hos medarbejderne her i virksomheden. Det er overskudsdelingen med til.
Tre fynske råd om overskudsdeling:1: Medarbejderne skal opleve åbenhed og ærlighed om økonomien
2: Målet skal være fællesskabsfølelse om virksomheden
3: Ordningen skal kunne give en mærkbar og reel andel af overskuddet
Fakta om overskudsdelingen:
10 procent af overskud efter skat fordeles imellem medarbejderne
Lærlinge får en andel på 50 pct. af en svend
Det kræver et års ansættelse af få andel i overskuddet