-
El
-
VVS
Virksomhederne i installationsbranchen fusionerer og opkøber hinanden i stor stil i øjeblikket. TEKNIQ Arbejdsgivernes statistik viser en tredobling.
Det seneste år er der sket en markant stigning i antallet af opkøb og fusioner i installationsbranchen. Sidste år skete det for cirka 45 af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder, viser statistikken. Det er en tredobling i forhold til året forinden, og langt hovedparten af opkøbene er sket i installationsbranchen.
En af dem er AC Energi i Vejle, der sidste år overtog vvs-virksomheden C.V. Christensen, der havde eksisteret i over 100 år.
- Målet var at udvide vores forretning, og det giver bare rigtig god mening at have kompetencer på både el- og vvs-siden, når man arbejder med energioptimering, som vi gør, siger Carsten Lund, der er i direktør i AC A/S.
AC Energi blev skabt i 2010 for at gå ind i markedet for energioptimeringer og varmepumpe-løsninger. Af samme grund har virksomheden allerede haft vvs’ere og elektrikere ansat, men det seneste opkøb har givet et gevaldigt skub i den rigtige retning.
- Vi vil gerne tiltrække dygtige medarbejdere, og jeg vidste, at mange af medarbejderne havde været i C.V. Christensen i mange år. Derfor kunne vi faktisk fordoble vores medarbejderstab på vvs, siger Carsten Lund.
AC Energi har i øjeblikket 24-25 medarbejder på vvs-siden og omkring 42 på el, oplyser direktøren.
Mere papirarbejde og større opgaver
Ved årsskiftet sluttede en æra for C.V. Christensen. Vvs-virksomheden havde eksisteret i Vejle siden 1896, hvor de seneste 15 år havde været med Palle Jensen som ejer. Han købte sig første gang ind i virksomheden i 1992, overtog 50 procent i 1999 og siden i 2007 hele butikken. Men ved årsskiftet var det tid til at give stafetten videre, selvom Palle Jensen stadig fortsætter i firmaet.
- Jeg tænker, at der vil blive færre af de virksomheder på cirka 15 mand, som vi var. Fordelen ved at blive større er jo, at der også er flere til at håndtere de dokumentationskrav, som kun bliver større og større. Samtidig betyder det jo også, at man kan tage større opgaver ind, siger 60-årige Palle Jensen.
Set over en bred kam har antallet af virksomheder i byggebranchen været støt stigende fra 2016 til 2021, som er de seneste tilgængelige tal. Der er kommet markant flere mellemstore virksomheder til med 50-249 ansatte, der er vokset fra 269 til 355 i perioden. Omvendt er der også kommet flere virksomheder med under 10 ansatte. De er vokset fra 16.469 i 2016 til 19.265 i 2021.
- Tallene viser, at der løbende kommer mange nye virksomheder ind i branchen, hvilket er positivt. Men der er også en del, der med tiden bliver større. Det spring sker typisk ved opkøb og fusioner, når virksomheden når et vist niveau, hvor det er naturligt at gå efter andre typer af opgaver, som kræver både mere kapacitet og andre kompetencer for at løse, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Fra 2016 til 2021 voksede det samlede antal af virksomheder i bygge- og anlægsbranchen fra 32.016 til 35.972.