
Når forhandlingerne går i gang i TEKNIQ-huset, er der én ting, der er helt sikker: Kaffemaskinerne kommer ikke til at stå stille. Under overenskomstforhandlingerne bliver der drukket omkring 5000 kopper kaffe i huset – og for forhandlerne er koffein ofte den vigtigste allierede, når forhandlingerne trækker ud til de sene nattetimer.
OK25 er ikke bare et spørgsmål om paragraffer og taktik – det er også et logistisk storopgør i køkkenet, hvor kok hos TEKNIQ, Christian Høj-Jørgensen, og hans team sørger for, at forhandlerne kan holde dampen oppe.
- Vi har prøvet det før, men OK25 er noget særligt. Vi skruer op for alt – der bliver drukket mere kaffe, spist flere snacks og bestilt flere måltider, end vi ser resten af året. Det er et decideret madmaraton, siger Christian Høj-Jørgensen.
Og tallene taler for sig selv: Omkring 5.000 kopper kaffe, 50 kg slik og chokolade, 15 kg nødder, 300 müslibarer – og så er der også skruet op for de sundere alternativer. Gulerodsstænger er i høj kurs, og der bliver gnavet sig igennem hele 20 kg i perioden, sammen med 10 kg agurkestænger.
Fra fine retter til forhandlermad
Maden har også ændret sig gennem årene. Hvor menuen tidligere var mere formel med to retter og en klassisk opstilling, er den i dag tilpasset en mere uformel og effektiv arbejdsgang.
- Det skal være noget, der giver energi, men som også passer til tempoet. For mange år siden var det mere stift – nu er det mere praktisk. Vi går efter gode solide klassikere, der kan holde folk kørende, siger Christian Høj-Jørgensen.
Forhandlerne kan derfor se frem til retter som laks med hollandaisesauce, pizza, gullashsuppe og burgere. Alt sammen noget, der både smager godt og kan spises i en travl pause mellem intense møder.
Huset er klar – og kaffen brygger
Bag kulisserne er alt gjort klar til det, der kan blive lange dage – og endnu længere nætter. Der er fyldt op på kaffelageret, køkkenet er bemandet, og TEKNIQ-huset står klar til at tage imod forhandlingsholdene.
- Vi kan godt se på folk, hvornår de har været i gang for længe. Når de begynder at lede efter deres tredje müslibar kl. 02.00, ved vi, at vi nærmer os de afgørende timer. Så mens forhandlerne sætter sig til bordet for at lægge strategi, bliver der sørget for, at ingen går sukkerkolde, og at der altid er en varm kop kaffe (og en gulerodsstang) inden for rækkevidde, fortæller Christian Høj-Jørgensen.