
Mød dine forhandlere: Ander Fugmann er overenskomstchef i TEKNIQ, hvilket betyder at han har haft umanerligt travlt i den seneste tid. Måske er der blevet bandet, men der har i alt fald også være tid til smil og højt humør efter indgåede overenskomster på både el- og vvs-området.
Hvilket år var første gang, at du var med til en overenskomstforhandling?
Det er 24 år siden, hvor jeg i 2001 var med til forhandlingerne på det kommunale område. Mit første år med overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked var i 2014.
Hvad er din rolle under forhandlingerne?
Jeg er ansvarlig for det faglige indhold af forhandlingerne. Udover det står jeg for at koordinere arbejdet på tværs.
Hvordan vil du beskrive medlemmernes rolle under forhandlingerne?
Medlemmerne er vores gode og uvurderlige sparringspartnere. Både når vi selv udarbejder krav, eller når vi skal forholde os til modpartens.
Hvad er det bedste ved at forhandle overenskomst?
Følelsen af at lukke et godt forlig efter nogle lange timer – det er en fed oplevelse! Og vi har allerede haft den på henholdsvis el- og vvs-området. Det kan trække tænder ud, men så føles det også tilsvarende bedre efterfølgende.

En trio af glade jurister om natten efter elektrikeroverenskomsten var underskrevet. Der lå mange måneders arbejde foran det glas champagne som Randi Korff Bronée, Anders Fugmann og Jesper Elan Ahrenst nyder, inden arbejdet med næste overenskomst sætter ind.
Hvad er det vigtigste at have med til en overenskomstforhandling?
Tyggegummi (jeg har lagt cigarillos på hylden), en ekstra undertrøje og en tillidsfuld dialog med alle involverede.
Hvordan afreagerer du, hvis det har været nogle anstrengende forhandlinger?
Jeg bander højlydt, når det er nødvendigt – og også nogle gange, når det ikke er.