-
El
-
VVS
Helt op til 91 procent af nogle faggrupper har i dag stemt ja til de nye overenskomster. Det giver ro på bagsmækken i en svær tid, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De nye overenskomster på el-, vvs- og metalområdet er i dag blevet vedtaget af både arbejdsgivere og arbejdstagere. Endda med et overvældende flertal bag sig. 91,6 procent stemte ja på metalområdet, mens 81,4 procent af vvs'erne og 76,3 procent af elektrikerne gjorde det samme. Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation stemte 79,8 procent ja til overenskomsten.
Læs mere: Få overblikket over de nye overenskomster
- Der er tale om overvældende flertal til ja-siden og en flot stemmeprocent. Det viser bare, at vi er nået frem til et resultat, som imødekommer ønskerne fra begge parter, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:
- Resultatet giver den fornødne arbejdsro ude i virksomhederne i en svær tid, hvor der er rigeligt med andre ting at slås med. Vi har brug for samarbejde og ikke for konflikter, hvis vi skal fornuftigt ud af coronakrisen, og i den proces er de nye overenskomster et rigtig godt fundament, siger Niels Jørgen Hansen.