-
El
-
VVS
Ny politiske aftale stiller flere krav til revision for at styrke indsatsen mod fejl og svindel i virksomheders regnskaber. TEKNIQ Arbejdsgiverne ærgrer sig over, at aftalen ikke også fokuserer på digitalisering for at mindske de administrative byrder.
Et bredt politisk flertal er blevet enige om en aftale om revision, der skal styrke indsatsen mod snyd og sikre, at der begås færre fejl, når virksomheder afleverer deres regnskaber og angiver skat og moms. Det gælder blandt andet et øget krav om revision til bestemte typer af virksomheder.
- Det er vigtigt, at tilliden til virksomhederne opretholdes, og derfor har det på den korte bane været nødvendigt at indføre skærpede regler for revision, men det er brandærgerligt, at det skal være nødvendigt, for det kommer til at gå ud over de mange, der overholder reglerne, og nu ikke længere har valget at fravælge revision, siger Alexander Severinsen Ulrich, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Digital chance spildt
Han understreger vigtigheden af, at man har lavet en bred aftale mellem partierne, der håndterer udfordringerne nu og her. Men samtidig peger han på det problematiske i, at man ikke fra politisk side har benyttet lejligheden til også at fastlægge nogle ambitiøse mål for, hvordan digitalisering på sigt helt kan afløse årsrapporter og revision.
- Man burde have haft større fokus på brugen af digitale løsninger såsom e-fakturering og automatisk erhvervsrapportering for at lette virksomhedernes byrder i fremtiden, siger han og uddyber:
- Automatisk erhvervsrapportering og e-fakturering har potentialet til at fange synderne tidligere i processen men også at lette byrderne for de mange lovlydige virksomheder. Det bør politikerne få rettet op på hurtigst muligt, siger Alexander Severinsen Ulrich.