-
El
-
VVS
Projektet ”Boss Ladies” skal sikre, at flere piger i fremtiden vælger en uddannelse inden for installations- og byggebranchen.
”Rigtige piger tager en gymnasial uddannelse”. Sådan lyder beskeden desværre ofte fra forældre, lærere og vejledere, når unge piger i 9. klasse skal vælge uddannelse. Derfor er TEKNIQ gået sammen med en række andre organisationer om projektet ”Boss Ladies”, der skal få flere piger til at vælge en erhvervsuddannelse inden for blandt andet installationsbranchen.
– Det er helt afgørende, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at sikre, at vi i installationsbranchen har tilstrækkeligt med faglærte elektrikere og vvs-energiuddannede fremover. Derfor skal vi også have fat på pigerne. I installationsbranchen har vi gode muligheder for at gøre os attraktive blandt piger, for vi har nogle fantastiske uddannelser, hvor man både skal bruge sine hænder og sit gode hoved, siger Tina Voldby, der er underdirektør i TEKNIQ.
Projektet, som løber over de næste tre år, er støttet af Nordea-fonden og Grundejernes Investeringsfond og henvender sig til piger i de ældste klasser i folkeskolen og unge kvinder på erhvervsuddannelsernes installations- og byggeuddannelser i hele landet.
I første omgang rulles projektet ud i Region Sjælland i perioden 2018-19 og i Region Hovedstaden 2019-20. Bagefter vil det fortsætte i Jylland. ”Boss Ladies”-projektet består konkret af tre elementer - et Boss Ladies-ambassadørkorps, virksomhedspraktik og en omvendt rekrutteringsmodel.
Bliv en del af projektet
Boss Ladies-ambassadørkorpset består af unge kvinder, der allerede i dag er ved at tage en uddannelse inden for installationsbranchen. De vil to-tre gange i løbet af et år tage ud til skoler og fortælle piger i 8.- 9. klasse om de mange spændende muligheder og oplevelser, der findes i branchen.
Læs også: Kvindelige montører: Farvel til fordommeneDet andet element af projektet er virksomhedspraktikken, som er en mulighed for at få omkring tre-fire piger fra 8.- 9. klasse i virksomhedspraktik et par dage. Her vil pigerne opleve hverdagen i gode installationsvirksomheder - og praktikken vil forhåbentlig inspirere pigerne til at vælge en uddannelse inden for installationsbranchen.
– Vi tror, at den bedste måde at introducere pigerne til vores branche er ved at invitere dem ud i virksomhederne, så de ved selvsyn kan se, hvor mange forskellige og spændende opgaver der findes inden for vores fag, siger Tina Voldby, som opfordrer de af TEKNIQs virksomheder, der kunne være interesseret i at få piger i virksomhedspraktik, til at kontakte TEKNIQ.
Det tredje element er en omvendt rekrutteringsmodel, som har til formål at hjælpe de kvinder, der allerede har valgt en uddannelse i branchen, med at finde en læreplads.
Ifølge Tina Voldby er der mange fordele ved at få flere kvinder ud i installationsvirksomhederne.
- Vi hører fra flere af de virksomheder, der i dag har kvinder ansat, at kvinderne i mange tilfælde bidrager med nye gode perspektiver. Både i forhold til arbejdsgangen i virksomhederne, men også i relationen til kunderne. Derfor er projektet i lige så høj grad en mulighed for installationsbranchen til at udvikle sig og gøre sig endnu mere attraktive overfor fremtidens kvindelige talenter, pointerer Tina Voldby.