-
Beslagsmede
Jeg meldte mig ind i TEKNIQ Arbejdsgiverne, fordi jeg synes, at det var det nemmeste, og fordi der var god hjælp at hente, hvad angår forsikringer og rådgivning. Mød din nye kollega nye her.
- Jeg meldte mig ind i TEKNIQ Arbejdsgiverne, fordi jeg synes, at det var det nemmeste, og fordi der var god hjælp at hente, hvad angår forsikringer og rådgivning. Det gav mig et rigtigt godt overblik over, hvilke forsikringer man skulle have.
Sådan lyder det fra den 26-årige, Christian Tindbæk Kollerup, som er indehaver af Kollerups Beslagsmedie lige udenfor Holstebro. Han forklarer, at det som nystartet selvstændig beslagsmed var vigtigt for ham at kunne danne sig et overblik over de forskellige muligheder for virksomheden.
Det skulle dreje sig om hestene
Christian begyndte karrieren kort efter folkeskolen, da han altid havde været sikker på, at det var hestene, arbejdet skulle dreje sig om. Han kom i 2016 i lære hos Rærup Beslagsmed med Kristian Jørgensen som læremester. Året før han var færdiguddannet, skiftede han til Gammelgårds Beslagsmedie i Herning med Carsten Gammelgård som læremester. Her blev den unge jyde udlært i september 2020.
I dag er Christian selvstændig og har kun en firmahund ansat, forklarer han. Kontakten med kunderne får han igennem Facebook, reklamer, visitkort og gennem gamle kontakter han har redet med tidligere.
- Jeg håber jo, at min virksomhed kommer op at køre på fuldt tryk, og at der bliver nok at lave. Jeg håber egentlig bare på at have nogle glade kunder og glade heste. Det er det vigtigste.
Christian skor oftest islandsheste, da han selv ejer en, men understreger at han åben for alle racer.
- Min første skoning var på min egen hest, som fik lov at være forsøgskanin dengang. Godt blev det ikke, men det var en start. Jeg red allerede på islændere og var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville arbejde med heste. Lige efter folkeskolen fik jeg lov til at køre med en registreret beslagsmed på Sjælland, og efter 14 dage var jeg sikker på, at det var det, jeg ville være.