Et nyt hjælpeværktøj skal gøre det mere overskueligt at søge tilskud til energieffektiviseringer gennem Erhvervspuljen, hvor der denne gang er 450 millioner kroner på højkant.
Hvis ordet “Erhvervspuljen” giver dig hovedpine over udsigten til komplicerede ansøgningsprocedurer, så er der nu hjælp at hente. EnergySolutions har udviklet et nyt hjælpeværktøj, som TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder har mulighed for at benytte, når de som leverandører eller rådgivere skal håndtere kundernes energispareprojekter.
Læs også: Færre krav til tilskudsansøgninger
På erhvervsbesparelser.dk kan man derfor få det nødvendige overblik. Fra tilskudspuljens første fase om dokumentation til fase fire, hvor pengene bliver udbetalt.
“Du vil blive guidet igennem kernefunktioner såsom, hvordan du opretter en sag, og hvordan du giver adgang til kunder og leverandører. Du lærer samtidig, hvordan du simpelt og hurtigt kan oprette energisparetiltag på det enkelte projekt og sikrer dig, at projektøkonomien stemmer overens med tilskudskrav for den pågældende kunde og projekt,” skriver EnergySolutions i introduktionen.
Læs også: Erhvervspulje i frit fald
Årets sidste ansøgningsrunde til Erhvervspuljen blev skudt i gang 17. august og fortsætter frem til 14. september. Til gengæld er der 450 millioner kroner på højkant. Virksomheder kan få dækket op til halvdelen af omkostninger til deres energispareprojekter. Det gælder alt fra udskiftning af gas- og oliefyr til energioptimering af procesanlæg. Læs mere om tilskudspuljen her.
Erhvervsbesparelser.dk er et hjælpeværktøj, men man skal stadig søge tilskud via Energistyrelsens tilskudsportal.