-
El
Jysk Elteknik A/S har opkøbt Nykøbing El-Service. Virksomhedens 22 medarbejdere fortsætter i Jysk Elteknik, som nu tæller 112 ansatte.
Efter længere tids godt samarbejde om løsning af konkrete opgaver, har Jysk Elteknik opkøbt Nykøbing El-Service. Claus Martinussen, tidligere ejer af Nykøbing El-Service, fortsætter som afdelingsleder af Jysk Eltekniks afdeling i Nykøbing.
Nykøbing El-Service har hidtil primært dækket Thy, Mors og Salling og haft særligt fokus på varmepumper, brand, sikring og døgnservice, ligesom virksomheden har løst alle tænkelige opgaver inden for el.
Jysk Elteknik løser opgaver for kunder i stort set det samme geografiske område og har specialiseret sig inden for industri, automation og service.
Fælles værdier
De to firmaer har forskellige kompetencer, men fælles værdier og tilgang til opgaverne som sammenlagt giver kunderne høj faglighed og høj service, fortæller Jesper Overgaard, som er administrerende direktør i Jysk Elteknik.
Han suppleres af Nykøbing El-Services nu tidligere indehaver Claus Martinussen, der fremover bliver afdelingsleder for brand og sikring i Jysk Elteknik:
Begge firmaer har de seneste år oplevet fremgang takket være dygtige og engagerede medarbejdere. Det er dem, som udgør rygraden og sikrer kundernes tilfredshed. Derfor ser jeg frem til at komme mere væk fra det administrative og få bedre tid til kerneopgaverne som afdelingsleder; det vil sige være ude hos kunderne foruden at få bedre tid til at sikre det gode arbejdsmiljø for medarbejderne.
Claus Martinussen kalder sig selv curlingchef og siger:
– Det skal være nemt for medarbejderne at komme på arbejde, så de kan fokusere på dét, som de er bedst til. Jeg kan lide at se folk vokse med opgaverne.
Det bakker Jesper Overgaard op om:
– Vi tror på, at mennesker præsterer bedst, når der er høj arbejdsglæde og fællesskab. De værdier glæder vi os over, at vi deler med Claus og ser det nye samarbejde som en stor styrkelse af Jysk Elteknik.
Jysk Elteknik flytter sin nuværende afdeling i Frøslev til Nykøbing, hvor man overtager lejemålet efter Nykøbing El-Service. Jysk Elteknik har i forvejen afdelinger i Frøslev, Thisted, Hurup og Skive.