-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Det kan nemt udløse en regning på over 100.000 kroner at få dokumenteret en enkelt byggevares miljøpåvirkning, hvilket særligt rammer de mindre virksomheder hårdt. TEKNIQ Arbejdsgiverne er derfor gået sammen med flere andre organisationer om at udarbejde en række anbefalinger til at løse udfordringen. Frie data er et nøgleord i arbejdet.
Byggeriet står for cirka 30 procent af landets samlede CO2-udledning, og af samme grund er det vigtigt, at der bliver gjort noget for at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Udfordringen er bare, at de klimakrav, der blev indført med Bygningsreglementet (BR18) i starten af året, bringer et stigende behov for retvisende data med sig.
Det betyder, at særligt små og mellemstore byggevareproducenter står over for store udfordringer med de såkaldte miljøvaredeklarationer (EPD'er).
For en typisk byggevare, som for eksempel facadebeklædning, kan en EPD koste mellem 100.000-150.000 kroner og tage flere måneder at udarbejde. Den omkostnings- og tidsbyrde truer især mindre virksomheders overlevelse i branchen.
Af samme grund er TEKNIQ Arbejdsgiverne, Rådet for Grøn Omstilling, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Brancheforeningen Danske Byggecentre gået sammen om en række fælles anbefalinger til at løse den udfordring. Digitalisering og frigivelse af data er nogle af nøgleordene.
- Byggebranchen skal naturligvis være med til at gøre byggeriet mere bæredygtigt, men det må ikke ske på en måde, hvor det rammer de mindre virksomheder uforholdsmæssigt hårdt. Vi har derfor sat os sammen for at finde nogle gode løsninger til at løse den udfordring, så vi både kan mindske de administrative byrder for virksomhederne og sikre et bedre klima for os alle i fremtiden, siger Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Løsningsforslagene:
- Digitalisering af EPD-processen: Genåbn EPD-puljen for at få midler til at lave produkt- og branchespecifikke EPD’er, som uploades til en fælles database. Ved at introducere en digital EPD-generator kan virksomheder nemmere og mere økonomisk udarbejde miljørapporterne. Dette værktøj vil basere sig på en omfattende miljødatadatabase, som vil standardisere og effektivisere processen.
- Frisætning af nødvendige data: Der bør være et krav om, at råvareproducenter og andre i værdikæden stiller relevante miljødata til rådighed. Dette vil lette byggevareproducenternes adgang til de nødvendige data til EPD'erne.
- Standardisering af EPD-struktur og -indhold: For at eliminere nuværende uoverensstemmelser i EPD'erne foreslås det at standardisere både strukturen og indholdet af EPD-beregninger. Dette vil sikre en mere ensartet og pålidelig dokumentation på tværs af branchen.
Læs hele rapporten: "Digitalisering er vejen til lettere og billigere klimadokumentation
i byggeriet"