-
El
-
VVS
Fra den 15. oktober kan en typisk husejer få 28.000 kroner i tilskud ved at skifte til en af de mest energieffektive varmepumper på markedet.
Nu skulle det endelig være på plads. Boligejerne får klækkelige tilskud, hvis de skifter til den mest energieffektive varmepumpe. Et gennemsnitshus mellem 101 og 150 kvadratmeter vil få 28.000 kroner i tilskud, lyder det i den nye bekendtgørelse. Startskuddet går den 15. oktober.
- Tidligere var det meget uigennemskueligt, hvad man ville få i tilskud. Nu er det blevet meget nemmere. Når man kender størrelsen af kundens hus, så ved man også, hvad der gives i tilskud, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Højere tilskud
Til at begynde med var der lagt op til, at den nuværende varmekilde styrede tilskuddets størrelse. Hvis kunden skiftede eksempelvis oliefyret ud med en varmepumpe gav det et andet tilskud, end hvis det var et pillefyr, der blev skiftet ud. Den del har Energistyrelsen gjort op med, så det nu er størrelsen af huset, der afgør tilskuddets størrelse. Derudover har varmepumpens energiforbrug en betydning. A+++ får størst tilskud, mens A+ ikke giver noget tilskud. Samlet set er der dog tale om en gevinst for boligejerne, da de hidtidige udspil tydede på tilskud i omegnen af 20.000 kroner.
- Tilskuddene er blevet større, og det er vi glade for. Samtidig er der et øget incitament for at sælge en mere effektiv varmepumpe, siger Troels Hartung.
Læs også: Her er vilkårene for de nye tilskud
En af de store ændringer er, at det ikke længere er installatøren, der søger tilskuddet på vegne af boligejeren. Nu er det husejeren selv, der skal søge. Af samme grund er brancheorganisationen også glad for, at man nu er endt med en løsning, der er lettere at håndtere og gennemskue.
Som installatør er det vigtigt at være opmærksom på, at der kun er tilskud til luft/vand og jord/vand-varmepumper, mens luft/luft og hybridvarmepumper ikke udløser penge fra staten.
Energistyrelsen forventer at justere bekendtgørelsen løbende igennem hele tilskudsperioden, bl.a. for at sikre at tilskuddene har den rigtige størrelse. TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer, at første justering tidligst sker i det nye år.