-
El
-
VVS
I det nye år bliver det igen muligt for kunderne at sikre sig et økonomisk tilskud, når de investerer i grøn opvarmning af boligen. I 2023 er der som noget nyt oprettet en særlig varmepumpepulje.
I 2022 blev de tilskudspuljer, der skal sætte fart på skrotningen af olie- og naturgasfyr, tømt på rekordtid, hvilket har været med til at bremse salget af eksempelvis varmepumper de seneste måneder.
Men i 2023 bliver det igen muligt at få en økonomisk håndsrækning til grøn opvarmning af boligen.
Grundlæggende er der tre puljer, borgerne kan søge: Afkoblingspuljen, Bygningspuljen og en ny såkaldt varmepumpepulje.
Evidas afkoblingspulje, der dækker gebyret for at få afkoblet gasfyret (cirka 8.000 kroner), åbner den 3. januar. I 2022 blev puljen tømt allerede i september, og derfor er der mange, som ikke har kunnet få dækket afkoblingsgebyret. De kan nu søge igen, lige som alle andre, der skal afkobles naturgasnettet i 2023, også kan søge. Man søger i puljen i forbindelse med at man afmelder sin naturgasforsyning hos Evida.
Bygningspulje i nye klæder
I 2023 bliver bygningspuljen ændret, så der kommer en særskilt pulje til varmepumper, mens bygningspuljen kommer til at fokusere på konkrete energieffektiviseringer som fx etablering af ventilation med varmegenvinding, etablering af vandbårent radiatorsystem og efterisolering. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår den nye varmepumpepulje åbner, men Energistyrelsen forventer, at det bliver i løbet af 1. kvartal. TEKNIQ Arbejdsgiverne følger puljen tæt og melder ud i nyhedsbreve, når den endelige åbningsdato er på plads.
I 2022 var der 430 millioner i bygningspuljen, hvoraf 258 millioner gik til varmepumper. I 2023 overføres 70 procent af bygningspuljen til den nye varmepumpepulje, hvilket betyder, at der er 224 millioner til varmepumper i det kommende år. Den nye varmepumpepulje giver et ensartet tilskud, uanset husets størrelse og energiklasse, på 17.000 kroner til luft/vand varmepumper og 27.000 kroner til væske/vand.
Ifølge TEKNIQ Arbejdsgivernes beregninger svarer de 224 millioner kroner i den nye varmepumpepulje til, at cirka 13.000 husejere kan få tilskud til en varmepumpe. Det er lagt fra nok til at sikre tilskud til alle, vurderer Troels Hartung, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– I 2023 forventer vi, at der vil blive installeret cirka 50.000 varmepumper som erstatning for olie- og gasfyr. Dermed er både bygningspuljen, varmepumpepuljen og afkoblingspuljen alt for små til at svare til behovet. Det er ærgerligt, siger Troels Hartung.
Stop and go-effekt
Generelt set så TEKNIQ Arbejdsgiverne gerne, at der i stedet for tilskudspuljer, som åbner og lukker, bliver etableret en stabil tilskudsordning, der sikrer, at de forbrugere, som tager de rigtige, grønne valg, kan få tilskud når de har behov for det.
– Tilskudspuljerne har gang på gang skabt en uhensigtsmæssig stop/go-effekt i markedet, hvilket er til gene for installatørerne, fordi det i perioder skaber voldsom travlhed i stedet for at efterspørgslen bliver spredt ud over året, siger Troels Hartung. Samtidig giver det nuværende setup anledning til frustration og skuffelse hos mange kunder, når de ikke kan få et tilskud, som de føler sig berettiget til.
Han mener ikke, at den nuværende model er optimal for forbrugerne.
– Det er fornuftigt at give forbrugerne et tilskud, men indtil nu har processen været besværlig. Du skal søge på et bestemt tidspunkt, håbe du er heldig, og så vente på en meget lang sagsbehandlingstid hos Energistyrelsen. Det har ikke været optimalt, for det er i sig selv en stor beslutning at investere i en ny opvarmningsform til sin bolig.
Troels Hartung roser dog Energistyrelsens initiativ med at skabe en dedikeret varmepumpepulje.
- Med den nye varmepumpepulje bliver processerne forenklet, hvilket gerne skulle give kortere sagsbehandlingstider. Vi håber dog, at Energistyrelsen også ser på, hvordan de kan få afsluttet tilskudssagerne hurtigere end i dag, så kunderne hurtigt kan få deres tilskud udbetalt, efter at de har indsendt al dokumentation.