-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Nu skal det registreres, hvem den egentlige bruger af et køretøj er i Det Digitale Motorregister – DMR. De nye regler henvender sig til virksomheder, som stiller køretøjer til rådighed for medarbejderne.
Fra 1. juli 2024 skal alle, der kører i - eller har ret til at bruge køretøjet – i 30 sammenhængende dage eller mere registreres i Det Digitale Motorregister – DMR. Sådan lyder de nye regler fra Motorstyrelsen, der er vigtige at være opdateret på som virksomhedsejer.
Hvad betyder det?
Indførelsen af de nye regler indebærer, at udover, at virksomheden skal registreres som bruger, skal en medarbejder, der får stillet en firmabil eller en montørbil til rådighed i 30 dage eller mere, også registreres som bruger i DMR, hvis køretøjet er forbeholdt den pågældende medarbejder.
Pligten til at registrere medarbejderen som bruger gælder også, selvom medarbejderen kun kan råde over køretøjet erhvervsmæssigt. Men hvis køretøjet ikke kun er forbeholdt en enkelt medarbejder men deles af flere, behøver man ikke at registrere sekundære brugere.
Hvem har ansvaret for registreringen?
- Det er vigtigt at pointere, at ansvaret for korrekt registrering ligger hos køretøjets ejer, som altså normalt er virksomheden. Det kan straffes med bøde, hvis køretøjets ejer ikke har ordentligt styr på, at samtlige brugere af køretøjet er registreret, siger Rikke Schjødt Christensen, erhvervsjuridisk chef, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er vigtigt at pointere, at f.eks. et leasingselskab i nogle tilfælde kan være ejer af et køretøj, og dermed have ansvaret for registrering.
Det kræver fuldmagt at registrere en medarbejder som bruger i DMR. Medarbejderen, der skal registreres som bruger, kan logge på Motorregistret og oprette en fuldmagt.
Gebyrfri periode for registrering af brugere
-
Tilføjelse, ændring og sletning af brugere koster som udgangspunkt et gebyr.
Hvis der er behov for at ændre registrerede brugere som direkte følge af de nye regler, kan dette for at lette overgangen til de nye regler ske gebyrfrit frem til den 31. december 2024.
Gebyrfri ændring kan kun ske ved at følge en særlig fremgangsmåde og fremgår af motorstyrelsens hjemmeside:
1. Hent denne Excel-fil,og udfyld listen med stelnummer og brugeroplysninger der skal ændres
2. Gå til denne formular og log ind med MitID
3. Udfyld formularen - husk at vedhæfte Excel-filen
4. Vedhæft fuldmagt fra bruger
5. Indsend ved at trykke på Send.