-
El
-
VVS
Hvis man ikke får indberettet arbejde med asbest på forhånd, kan det fra 1. juli koste en bøde på 10.000 kroner.
Fra 1. juli kan virksomheder risikere at få en bøde på 10.000 kroner, hvis de ikke anmelder asbestarbejde. Det er konsekvensen af en ændring i asbestbekendtgørelsen.
Virksomheden kan få en bøde, allerede når Arbejdstilsynet konstaterer den manglende anmeldelse, og uanset at virksomheden efterkommer Arbejdstilsynets påbud om anmeldelse.
– Det sender et signal om, at det er vigtigt at være opmærksom på forekomst af asbest, allerede inden man skal udføre et stykke arbejde - også når der er tale om opgaver hos private boligejere, hvor arbejdsgiveren ofte står for hele opgaven, siger chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet i TEKNIQ Arbejdsgiverne Lone Alstrup.
Vigtig risikovurdering
Derudover betyder en ændring i ”bekendtgørelse om kompetencepåbud”, at en virksomhed kan få et kompetencepåbud, når den samtidig har fået et påbud om manglende eller mangelfuld skriftlig arbejdsplan for nedrivning af asbest. Det betyder, at virksomheden enten skal opbygge og anvende egne kompetencer eller anvende en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til blandt andet at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden i fremtiden.
– Der er med asbestreglerne blevet mere opmærksomhed på forundersøgelser, og at arbejdsgiveren udarbejder arbejdsbeskrivelser for eventuelt asbestarbejde. Derfor er det vigtigt, at medlemmerne laver en risikovurdering og kommuniker om den, hvis de udfører asbestarbejde. Det er også vigtigt at have en risikovurdering og instruktion i tilfælde af, at medarbejderne uforvarende støder på asbest, siger Lone Alstrup.
Ændringerne sker blandt andet som opfølgning på aftaler om asbest fra 2018 og 2022 indgået af partier i Folketinget og arbejdsmiljøaftalen fra marts 2023. Alle ændringerne træder i kraft 1. juli 2023.
I Asbestaftalen indgår også, at der skal etableres en autorisationsordning for virksomheder, der arbejder med sanering og nedrivning af asbest. Forhandlingerne om ordningen begynder i Arbejdstilsynet i august 2023. TEKNIQ arbejdsgiverne deltager i arbejdet.