-
Beslagsmede
Den erfarne chefkonsulent Lise Daldorph har overtaget positionen som ansvarlig for beslagsmede-sektionen i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Lise tager over fra Carsten Helmer, der er rykket ind på energiområdet i organisationen.
- Jeg har en klar ambition om at få flere beslagsmede til at melde sig ind i organisationen. Vi er en faglig fokuseret organisation, og jo flere vi er, jo stærkere står vi i alle de udvalg og positioner, hvor vi repræsenterer faget. Vi skal ud og gøre det mere synligt, hvor mange fordele der er ved at melde sig ind i TEKNIQ Arbejdsgiverne, siger Lise Daldorph
Pony-mor
Selv kalder 52-årige Lise Daldorph sig for ”en pony-mor.” Gennem tiden har tre døtre, haft heste og ridning som passion, som har resulteret i et mindre hestehold på landstedet ved Tommerup på Fyn, hvor familien bor. For tiden går der en New Forrest-pony, en Dansk Varmblod og en Hollandsk Varmblod på marken.
-Vi har haft heste i 15 år. Og i den tid har jeg kørt til et utal af undervisninger, rideskoler og stævner med mine døtre og deres heste. Så jeg kan både fodre, sadle, trække med heste – men jeg kan altså ikke ride. I virkeligheden er jeg lidt utryg ved heste, og jeg er faktisk slet ikke ret vild med de store. Og det mærker de, og så kan de godt finde på at blive utidige. siger Lise Daldorph og smiler.
Daldorph har over ti års erfaring indenfor smede og industri i organisationen, så hun har kendt til dagsordenen inden for beslagsmede i mange år.
Bare jeg var en ”Friser”
Hvis jeg var en hest, var det nok en af dem, der var var glad for at trække og arbejde.
-Men jeg ville da ønske, at jeg var en ”Friser.” De bevæger sig simpelthen så yndefuldt, let og smukt på den ene side, og udstråler samtidig styrke og robusthed på den anden side. Og så er Friseren temperamentsfuld. Det er i min verden da en fin kombination af egenskaber.… siger Lise Daldorph.
Lise Daldorph vil først og fremmest arbejde for beslagsmedeudvalget og de sager, der er på programmet i udvalget. Men alle er velkomne til at kontakte Lise med spørgsmål. Hvis hun ikke selv kan svare, så kan hun guide videre til relevante eksperter i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Email: lda@tekniq.dk