-
El
-
VVS
-
Industri
Virksomhederne får nu en klar køreplan til at forebygge og håndtere sexchikane, mobning og andre krænkelsessager, der kan opstå på arbejdspladsen.
Grove kommentarer over frokostbordet eller en hånd på de forkerte steder. Krænkelsessager kommer i mange former ude på arbejdspladserne, men nu får virksomhederne et nyt redskab til forebygge og håndtere sagerne.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har udformet en skabelon, som virksomhederne kan bruge til at skrue deres egen personalepolitik sammen, og dertil kommer en uddybende vejledning til ledelsen.
- Virksomheden kan derfor nu melde klart ud om, at man tager klart afstand fra sexchikane og andre krænkelser på arbejdspladsen. Og hvis skaden er sket, så har man også samtidig en klar køreplan over, hvordan man skal håndtere det, siger Lone Alstrup, chefkonsulent på arbejdsmiljø i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Klare linjer
Helt grundlæggende er det altid ledelsens ansvar at forebygge og håndtere krænkelser på arbejdspladsen. Politikken definerer dog samtidig det nødvendig samspil, hvor blandt andre medarbejdere, tillidsmænd m.fl. opfordres til at give besked, når de oplever den krænkende adfærd, så ledelsen kan reagere på det.
- Med den nye politik og vejledning kan vi forhåbentlig hjælpe til et øget fokus på den gode adfærd og omgangstone samt forebygge sager. Derudover er det også et klart signal til kunderne om, at man tager det alvorligt, siger Lone Alstrup.
Med det nye forslag til en personalepolitik og tilhørende vejledning er TEKNIQ Arbejdsgivernes klar til at handle på en ny trepartsaftale, der blev offentliggjort fredag den 4. marts, mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Her bliver virksomhederne opfordret til at lave en egentlig politik for at komme sager om sexchikane, mobning og andre krænkelser til livs på arbejdspladsen.
Det er den helt rigtige vej at gå, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
- Vi skal ikke lave nye regler og forhindringer for sunde og gode arbejdspladser, men sætte ind der, hvor problemerne opstår. Medarbejdere skal ikke gå på arbejde og frygte at blive udsat for chikane, og vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at finde hinanden i forhandlingslokalet. Vi ser frem til, at initiativerne også kan være med til at hjælpe kulturændringen yderligere på vej på danske arbejdspladser, udtaler Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i DA.
Ny skabelon: Forslag til personalepolitik vedrørende krænkende handlinger
Ny vejledning: Vejledning til forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger