-
El
-
VVS
I midten af september kan boligejere ansøge Energistyrelsens nye varmepumpepulje om tilskud til konvertering til en varmepumpe.
Den 12. september bliver det muligt for landets boligejere at søge tilskud til at udskifte deres nuværende varmekilde med en både billigere og mere miljøvenlig løsning: Varmepumpen.
Varmepumpepuljen, der har baggrund i Energiaftalen fra 2018, skal tilskynde konverteringer fra blandt andet olie- og gasfyr til varmepumper i de områder, hvor der ikke er mulighed for fjernvarme.
Der er afsat i 236,1 millioner kroner til Varmepumpepuljen på finansloven gældende for 2023.
Systemet bør gentænkes
Troels Hartung, der er bærdygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, ser frem til at puljen efter lang tids ventetid åbner igen.
– Det er på tide, at boligejerne igen får muligheden for at sikre sig et tilskud til en grøn opvarmningsform. Puljeåbningen har været alt for længe undervejs, og det har desværre påvirket varmepumpesalget og dermed også den grønne omstilling negativt, siger han.
I Troels Hartungs optik bør det nuværende tilskudssystem, med puljer der åbner og lukker, gentænkes:
– Det nuværende system fungerer ikke, fordi boligejerne – meget forståeligt – venter med at investere i en varmepumpe til de kan få et økonomisk tilskud. Det skaber en uholdbar stop-and-go effekt i markedet. Derfor er det værd at overveje, om ikke tilskuddene til både fjernvarme og varmepumper helt bør ændres. For eksempel til en form hvor puljerne ikke konstant løber tør eller til en løsning, der er målrettet dem, som har det største behov for tilskud. Det kunne eksempelvis være boliger med lav ejendomsværdi.
Bæredygtighedschefen glæder sig dog over, at den såkaldte afkoblingspulje, der fritager borgerne for afgift, når de får nedtaget deres gasfyr, har fået tilført flere penge. Det er nemlig en merudgift, som de færreste forstår, de skal betale, når de tager det rigtige, grønne valg og skrotter gasfyret
Hav tålmodighed
Ved tidligere tilskudspuljer har der været udfordringer med IT-systemet. Energistyrelsen har derfor indført en række konkrete tiltag, der skal være med til at sikre større kapacitet. Blandt andet en ny ansøgningsplatform, som samtidig letter både ansøgningsproces og sagsbehandling for langt de fleste. Dette er dog ikke en garanti mod nye tekniske problemer. Derfor opfordrer Energistyrelsen i en pressemeddelelse ansøgerne til at væbne sig med tålmodighed.
På sparenergi.dk kan boligejere læse mere om kravene for tilskud, hvordan ansøgningsprocessen fungerer, og hvilken dokumentation der skal bruges i selve ansøgningsprocessen.
Der bliver åbnet for ansøgninger om tilskud til en varmepumpe den 12. september klokken 10. “Venteværelset” til systemet åbnes kl. 9. Energistyrelsen anbefaler, at man logger på i god tid før kl. 10.
-
Om Varmepumpepuljen
Varmepumpepuljen udspringer af Energiaftalen fra 2018 og skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger, understøtte den grønne omstilling hos boligejere og derudover gavne forsyningssikkerheden i Danmark.
Man kan søge tilskud som privatperson, andelsboligforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution.
I 2023 kan borgere få et ensartet tilskud fra Varmepumpepuljen til individuel varmeforsyning, uanset husets størrelse. Tilskuddet er på 17.000 kroner til luft til vand-varmepumper og 27.000 kroner til væske til vand-varmepumper (også kaldet jordvarme).
Der er afsat 236,1 millioner kroner til Varmepumpepuljen på finansloven gældende for 2023.