-
El
-
VVS
200 millioner kroner bliver 1. oktober sluppet løs i ny tilskudspulje til energieffektivisering i virksomhederne. Første ansøgningsrunde varer til gengæld kun 14 dage.
Ny varmepumpe, LED-belysning eller hvad energioptimering af procesanlægget? Der er nok af projekter, som kan udløse tilskud i landets erhvervsvirksomheder. Den såkaldte erhvervspulje åbner på torsdag den 1. oktober, hvor 200 millioner kroner bliver sat fri. Til gengæld er det med at være hurtig, hvis man vil sikre sig en bid af kagen i første ombæring.
- Det eneste, vi med sikkerhed ved i øjeblikket, er, at puljen er åben for ansøgninger i 14 dage. Herefter vil der blive lukket ned igen, og vi ved endnu ikke, hvornår der bliver åbnet igen, siger Maria Rizzo, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Efter de første 14 dage kan der risikere at være gjort et stort indhug i de 200 millioner, der er afsat i år. Når man ikke at søge i denne omgang, så vil der dog være nye midler at søge senere, forklarer Maria Rizzo.
Mange henvendelser
Puljen er en af i alt tre puljer, der har det overordnede formål at reducere Danmarks CO2-udledning i de næste 10 år. Erhvervspuljen er – som navnet antyder – målrettet projekter om energioptimering ude i landets mange private virksomheder. Det handler om alt fra produktions- til servicevirksomheder, og den tilskudspulje kan både store og små installationsvirksomheder få gavn af.
- Nogle gange vil de selvfølgelig blive hyret ind som underentreprenører og skal derfor ikke søge tilskuddet selv, men der vil også være mindre projekter med autoværkstedet, der vil have udskiftet sin olieopvarmning med en varmepumpe, hvor puljen vil være relevant at søge, siger Maria Rizzo.
Telefonerne er i øjeblikket rødglødende hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, da mange medlemsvirksomheder vil høre til de nye tilskudspuljer. Den største del af henvendelserne går på bygningspuljen, men der er også en stor andel, der spørger til erhvervspuljen, forklarer Maria Rizzo.
Tilskudspuljerne er en udløber energiaftalen fra 2018 og klimaaftalen, som blev indgået mellem Folketingets partier i juni i år. Der er i alt tre puljer: Bygningspuljen, Erhvervspuljen og Skrotningspuljen. De to sidstnævnte åbner 1. oktober, mens bygningspuljen først åbner 15. oktober.