-
El
Rådgiverne i byggebranchen kender og bruger de nyeste digitale metoder, men håndværkerne på byggepladserne er dårligt rustet til at udnytte dem, viser ny undersøgelse.
Arkitekter og rådgivere er i fuld gang med at høste fordelene af digitalisering i byggeriet, men håndværkerne på byggepladsen er stort set ikke begyndt at bruge de nye teknologier. Det viser undersøgelsen ”Build 4.0 giver nye muligheder for byggeriet”, som Teknologisk Institut netop har offentliggjort.
Undersøgelsen er baseret på interviews med 359 danske virksomheder i bygge-, anlægs- og installationsbranchen, og den fokuserer på teknologier som droner, robotter, 3D-print, Big Data og machine learning.
Læs også: Ny teknologi er ikke i brug på byggepladserne
Blandt arkitekter og rådgivende ingeniører bruger 81 procent af de adspurgte mindst én af teknologierne. Til gengæld er det på byggepladserne kun 32 procent af håndværkerne og entreprenørerne, der arbejder med mindst én digital teknologi. Dermed går byggeriet glip af de effektivitets- og miljøforbedringer, som en bedre udnyttelse af de digitale muligheder ellers ville give, mener Mette Glavind, der er direktør i Teknologisk Institut.
– Branchen har gode indledende erfaringer med Build 4.0, men der kan høstes meget store fordele på ressourceforbrug, energiforbrug, kvalitet og værdiskabelse ved øget digitalisering, siger hun.
Store potentielle gevinster
Mette Glavind påpeger, at der i Danmark er bundet 5.000 milliarder kr. i bygningernes værdi. Samtidig står byggeriet for 40 procent af samfundets ressourceforbrug, 40 procent af energiforbruget og 35 procent af affaldsproduktionen. I 2017 estimerede McKinsey Global Institute, at der på verdensplan kan skabes 1.6 billioner dollars i ekstra værdi gennem øget produktivitet i byggeriet.
– Alle i byggebranchen skal i gang med Build 4.0, hvis drømmen er at være blandt de bygge- og anlægsvirksomheder, som klarer sig stærkt i den globale, digitale og teknologiske konkurrence, som nutiden og fremtiden uomtvisteligt byder på, lyder det fra Mette Glavind.
Mangel på interesse og viden
Når byggeriets virksomheder endnu er tilbageholdende med introduktion af digitale metoder, kan det hænge sammen med uvidenhed om mulighederne. Mange svarede i undersøgelsen ”Ved ikke”, ”Irrelevant” eller ”Slet ikke” på spørgsmålene om hvilke digitaliseringsteknologier, de anvender.
– Det kan tyde på en stor usikkerhed i byggeriet om de nye teknologier, siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen, der har stået for dataindsamlingen fra virksomheder, der fremstiller byggematerialer, entreprenører, håndværksvirksomheder, nedrivningsvirksomheder samt arkitekter og rådgivende ingeniører.
Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i TEKNIQ, mener, at flere af de teknologier, der er spurgt til i undersøgelsen, skal modnes før de for alvor bryder igennem.
– Det er vores indtryk, at der er relativt store forskelle på, hvor langt virksomhederne er med at tage de nye muligheder i brug. Få virksomheder er langt, mens flere endnu overvejer mulighederne. Det mønster er ikke nyt. Nye teknologiske løsninger har ofte en modningsfase, men branchen er vant til at håndtere og implementere avanceret teknologi, så der er grund til at forvente, at branchen vil indarbejde de bedste nye løsninger i takt med, at de viser værdi for branchen, siger Simon O. Rasmussen.
[caption id="attachment_40585" align="alignnone" width="365"] Note: Interview med virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. 359 svar[/caption]
[caption id="attachment_40586" align="alignnone" width="600"] Note: Interview med virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. 359 svar. Bemærk, kun 8 svar i "Nedrivning og forberedelse".[/caption]