-
El
-
VVS
Det svenske varmepumpe-selskab Thermia har varslet sit indtog på det danske marked efter skilsmisse med Danfoss.
Den 1. januar 2020 åbner Thermia sit eget varmepumpe-selskab i Danmark. Det sker efter en lykkelig skilsmisse med Danfoss, som hidtil har været Thermias danske salgskanal og udviklingspartner.
Thermias varmepumper har været tilgængelige på det danske marked i mange år, men nu vil det svenske selskab til selv at rådgive, sælge og supportere sine løsninger direkte til installatørerne på det danske marked.
- Det danske marked er interessant, fordi potentialet er stort. I Sverige vælger flertallet af bygherrerne at installere varmepumper, mens det i Danmark er mindre end hver femte danske bolig, der får en varmepumpe. Muligheden for at skabe et stort dansk marked for varmepumper er derfor kolossal, siger Hans Wreifält, eksportdirektør i Thermia AB i en pressemeddelelse.
Det kan der være noget om. Tal fra Energistyrelsen viser, at der i andet halvår af 2018 blev solgt næsten 23.000 varmepumper; det er en stigning på godt 30 procent i forhold til året før.
Og den udvikling kommer sandsynligvis til at fortsætte. En rapport udarbejdet af EA Energianalyse for TEKNIQ Arbejdsgiverne viser, at der i 2030 vil være dobbelt så mange varmepumper som i dag.
Thermia Varmepumper er lige nu i gang med at opbygge kommercielle og tekniske kompetencer. Selskabets hidtidige samarbejdspartner Klimadan A/S fortsætter uændret som salgskanal. Foreløbig er det besluttet, at Thermia Varmepumper A/S får adresse i Trekant-området.