-
El
-
VVS
Med en ny solcellestrategi lægger regeringen op til at fortsætte den markedsdrevne udbygning med solceller i stor skala. Det er ambitionen, at det blandt andet skal være nemmere at etablere solceller på erhvervsejendomme og tage i byområder.
Med en længe ventet solcellestrategi, som blev lanceret tirsdag, vil regeringen bane vejen for, at der fremover kan sættes endnu flere solceller op herhjemme.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne havde bæredygtighedschef Troels Hartung håbet på en mere ambitiøs strategi med flere nye initiativer og klare målsætninger for solcelleudbygningen. Han fremhæver dog nogle punkter i strategien, som fortjener ros.
- Solcellestrategien sætter et betydeligt fokus på solceller på land, og der bliver blandt andet udarbejdet en eksempelsamling om indpasning af solceller i landskabet, der etableres et VE-rejsehold, og der bliver arbejdet for, at der skal opsættes solceller på lavbundsjorde. Det er alt sammen meget fornuftigt, for solceller på land kommer til at stå for størstedelen af solcelleudbygningen fremover, siger Troels Hartung.
Ændret tinglysning
I forhold til solceller på og omkring bygninger, er der et par nøgleelementer i strategien, der fortjener opmærksomhed. Ifølge Troels Hartung er det blandt andet glædeligt, at tinglysningsreglerne bliver ændret. I dag er det sådan, at hvis en bygningsejer ønsker at lease solceller til sin bygning, kan solcellerne blive omfattet af eksisterende eller senere tinglyst pant i ejendommen. Det risikerer at stille leasingselskaberne dårligt og betyder, at leasing af solceller ikke er noget, vi ser i dag. Det lægges der nu op til at ændre på, så leasingselskaberne får bedre mulighed for at fjerne solcellerne igen, hvis en kunde ikke betaler sin regning.
- Det har været en oplagt barriere, som regeringen med solcellestrategien ønsker at fjerne. Fra vores perspektiv er det formentlig det vigtigste initiativ i strategien, fordi det giver en ny måde at finansiere solceller på. Modellen kan godt gå hen og blive udbredt blandt virksomheder, siger Troels Hartung.
Styrket vejledning på vej
Den nye strategi rummer også et løfte om, at regeringen inden udgangen af 2024 fremlægger et forslag til udmøntningen af den allerede afsatte pulje på 178 millioner kroner til etablering af VE-anlæg på mindre tilgængelige områder.
- Der er ikke meget nyt i det, men vi glæder os ikke desto mindre til at se vilkårene for puljen, som ikke kun fokuserer på bygninger, men også på områder som fx parkeringspladser og områder langs motorveje, siger Troels Hartung.
Han kvitterer også for, at regeringen vil styrke vejledningen og gøre processen for opsætning af solcelleanlæg på tagarealer mere forståelig i medio 2024.
- Regler og vilkår på området er komplicerede at forstå og giver anledning til usikkerhed og fejl, så det er godt med en styrket vejledning. TEKNIQ Arbejdsgiverne havde dog gerne set, at der blev tilbudt noget mere konkret rådgivning, som kunne hjælpe med at navigere i reglerne. Men lidt har også ret, konstaterer bæredygtighedschefen.