-
El
Den danske modegigant Bestseller og energiselskabet Better Energy går sammen om at bygge et gigantisk solcelleanlæg på 150 hektar. Solcelleanlægget skal ligge i Danmark og bliver det første solcelleanlæg uden tilskud fra det offentlige.
Den danske millardvirksomhed Bestseller er gået sammen med energiselskabet Better Energy om at bygge en solcellepark, der skal levere grøn energi, der svarer til energiforbruget for omkring 80.000 danske forbrugere. Det skriver Berlingske.
Anlægget, der ifølge Better Energy har en kapacitet på mere end 125 megawatt, kommer til at fylde ca. 150 hektar - en størrelse, der svarer til 300 fodboldbaner og vil efter planen levere strøm til omkring 80.000 danskere.
Projektet blev offentliggjort via en pressemeddelelse på Bestsellers hjemmeside onsdag.
Efterlader en positiv effekt på verden
Energien fra Better Energys solcelleanlæg vil blive solgt til Bestseller gennem en såkaldt Power Purchase Agreement, hvor virksomheder over en længere årrække kan aftage grøn energi, samtidig med at energiproducenter kan have stabile investeringer i konstruktionen af bæredygtige energiprojekter. Bestseller regner med, at energien fra anlægget vil producere det, der svarer til virksomhedens samlede globale energiforbrug i dets bygninger.
- Vi ønskede med projektet at have et direkte indtryk på implementeringen af ny, bæredygtig energi, hvilket både vil hjælpe os med at opnå vores ambitioner i Bestseller, men også efterlade en positiv effekt på verden omkring os, siger direktør for bæredygtighed, kommunikation og juridisk overensstemmelse i Bestseller Dorthe Scherling Nielsen i pressemeddelelsen.
Anlæggets specifikke pris er på nuværende tidspunkt ikke fastlagt, men bliver kommer til at koste et ikke nærmere angivet treciftret millionbeløb.
- Stedet, hvor anlægget skal ligge, er ligeledes ikke bestemt endnu, men kommer til at være forankret i Danmark. Den præcise lokation vil senere på året besluttes efter aftale med lokale kommuner, Better Energy og Bestseller, siger Rasmus Lildholdt Kjær, der er adm. direktør i Better Energy.
- Det unikke ved projektet er, at det er første gang, at en dansk solcellepark bliver bygget uden subsidier fra det offentlige. Dette er muligt fordi vi kan holde priserne på grøn strøm på et lavt niveau, samt at Bestseller tager det ansvarlige valg at købe strømmen, siger han videre i pressemeddelelsen.