
TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet samt Dansk Metal er natten til torsdag blevet enige om en ny treårig overenskomstaftale for vvs-branchen.
Efter langvarige forhandlinger er overenskomstaftalen på vvs-området nu landet. Der er er tale om en treårig aftale mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne på arbejdsgiversiden og Blik- og Rørarbejderforbundet samt Dansk Metal på medarbejdersiden.
Det har været meget vigtigt for os at lande en overenskomst, der sikrer stabilitet i en tid, hvor den omkringliggende verden er præget af stor usikkerhed og uro.
- Det har været meget vigtigt for os at lande en overenskomst, der sikrer stabilitet i en tid, hvor den omkringliggende verden er præget af stor usikkerhed og uro. I TEKNIQ ønsker vi fortsat at rykke branchen ind i en mere moderne verden, og med denne aftale er vi kommet et lille skridt videre, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Udvalgte resultater fra aftalen:
- Stigning i mindstelønnen på 3,75 kroner i 2025 og 3,50 kroner i 2026 og i 2027
- Øget arbejdsudbud ved bedre mulighed for løn i stedet for afspadsering
- Øget arbejdsudbud ved nye muligheder for at holde ferie over længere tid
- Arbejdsgivers bidrag til pensionsopsparingen stiger fra 10 til 11 procent 1. maj 2025. Den samlede pensionsindbetaling er nu 13 procent
- Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og pr. 1. marts 2027
- Stigning i betalingssatserne til lærlinge med 4,0 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 2027

Fælles indsats
- Ingen overenskomstforhandling er den samme som sidste gang. Sammen med vores forhandlingsudvalg har vi kæmpet for at sikre branchens udvikling. Vi har haft en god dialog med Blik- og Rørarbejderforbundet og nu har vi landet et fint forlig. Det er jeg glad og tilfreds over, siger Henrik Fugmann, bestyrelsesformand i TEKNIQ.
På den anden side af bordet er man også tilfreds med at være nået i mål med en aftale, der sikrer ro om rammerne frem til 1. marts 2028.
- Jeg glæder mig over, at vi har indgået en aftale, der sikrer stabilitet for medlemmerne over de næste tre år. Vi har forsvaret vores overenskomst og tilføjet rigtig gode noter: Vi har aftalt pæne stigninger på mindstelønnen og på satser. Mange af vores medlemmer ønskede en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv. Det har vi imødekommet ved blandt andet at øge fritvalgsordningen og mulighederne for, hvad man kan bruge den til, siger forbundsformand fra Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.

Aftalen underskrives af Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, Henrik Fugmann, bestyrelsesformand i TEKNIQ og Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet
Hvad sker der nu?
Næste skridt er, at overenskomstaftalen skal stemmes igennem hos arbejdstagersiden. I alt er knap 10.000 vvs’ere omfattet af overenskomstaftalen, der nu skal til afstemning hos fagforbundenes medlemmer. Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2023 stemte 81,7 procent af vvs’erne ja.
TEKNIQs medlemmer var repræsenteret i forhandlingsprocessen ved overenskomstudvalgene, der stod for at validere forhandlingsteamets resultater på medlemmernes vegne.
I den kommende tid vil TEKNIQ informere medlemmerne om betydningen af aftalen blandt andet via webinarer og en opdatering af "Den Lille Nemme".
-
Overenskomstudvalget for vvs-området.
Henrik Fugmann, Fugmann A/S
Søren Schmidt, JAH & De Blå Mænd
Anja Frederiksen, Frederiksen VVS
Emilie Nicolaisen, Madsen & Kastberg
Jacob Steenstrup Dyhr, E. Klink A/S
Jørgen Leivsgard Christensen, GK Danmark
Søren Mogensen, Mogensen VVS Comfort